Vikingesagn
People's Press, 2017
Uddrag af teksten
Find Forfatterens kommentarer her
Hervør fortsatte ind over øen. Hun gik efter ildskæret og nåede frem til de høje, hvor Angantyr og hans brødre var begravet. Hun ænsede ikke ringen af ild, der omgav gravpladserne, men gik lige igennem den.
Da hun stod foran højene, sagde hun: ”Vågn op, Angantyr! Det er din datter, Hervør, der taler. Jeg vil have Tyrfing, det sværd, du stjal og som er smedet af dværge.”
Da ingen svarede hende, fortsatte hun: ”Er Arngrimsønnernes våben og skjold rustet væk? Sidder jeres hjelme fast i rødderne fra træerne? Er I ædt af ormene? Giv mig nu sværdet, Angantyr. Hvad skal dødninge med et godt våben?”
Ingen svarede, og Hervør blev vred: ”Så lad det da være den historie, der skal fortælles: at Angantyr og hans brødre er kraftløse. At I ikke er andet end muld og støv, at al den styrke, I engang havde, er væk. Ingen behøver længere frygte jer eller jeres efterkommere.”
Hendes hån fik højen til at åbne sig som et stort, flammende bål, og igennem ilden hørte hun Angantyr tale: ”Hervør, min datter, hvorfor kommer du her med dine grusomme ord? Er du vild og vanvittig? Hvad får dig til at vække de døde fra deres søvn? Og sværdet er ikke her. Dem, der vandt kampen, beholdt våbenet.”
”Du lyver. Jeg ved, du har Tyrfing hos dig i højen. Jeg er dit barn. Jeg skal arve dig.”
”Sværdet vil være en forbandelse for din slægt. ”
Men Hervør lo bare. ”Mig skræmmer du ikke. Jeg længes efter at mærke skæftet i min hånd.”
”Ingen kvinde har styrken til at svinge sværdet, Hervør,” brølede Angantyrs ånd. ”Lyt nu til, hvad jeg siger.”
Men Hervør ville have sværdet. ”Jeg er din datter. Giv mig det!”
Jeg har altid elsket de gamle vikingesagn, og som barn læste jeg Axel Olriks gendigtninger så mange gange, at bogen til sidst hang i laser.
For mig er de gamle historier en del af vores historiske DNA, og jeg blev rigtig glad, da People’s Press foreslog mig at genskrive dem, så en ny generation af børn kunne få adgang til de spændende fortællinger.