- triologien "Golak", "Genfødt"og"Gudløs" - Om serien
Se Forfatterens kommentarer her.
Uddrag af Bind 1: Golak
Uddrag af Bind 2: Genfødt
Uddrag af Bind3: Gudløs
Ekstramateriale
Forsider fra paperback udgaven.
Bagsidetekst: Golak
"Fik du ram på nogen?" spurgte hans søster ivrigt.
Erindringen om følelsen, da hakkens æg brød gennem kraniet på den lille golak, og om lyden af den stores jamren, gav Jonah kvalme. Han vaklede et øjeblik, og hans mor tog ham hurtigt under armen.
"Det er altid svært første gang," sagde hun sagte.
"Men det var en hun ..." mumlede han. " En hun med sin unge. Jeg slog ungen ihjel, og Mik og jeg dræbte hunnen. Den jamrede som et menneske."
Han mærkede sine øjne blive varme af tårer, og da han mødte sin mors blik, så han, at hun også græd.
"De er ikke mennesket. De er dyr," sagde hun og forsøgte at være fast i stemmen.
"Men en af dem talte! Den sagde 'mad'. Og bagefter hørte jeg den sige fars navn, og jeg er sikker på, at den også bad om hjælp. Hvis de kan tale, er de vel ikke dyr."
GOLAK er første bind i trologien DET DØDE LAND, hvor Josefine Ottesen fortæller om en ung mands desperate og blodige kamp for at finde ud af, hvem han er.
Bagsidetekst: Genfødt
"Ingen tvivl om at vi med denne trilogi har at gøre med et hovedværk i dansk ungdomslitteratur, der vil blive læst og diskuteret i mange år fremover" (Weekendavisen)
På flugt fra landsbyen og det forfærdelige, han har gjort, prøver Jonah at overleve i det rå grænseland. Hans evne til at læse giver ham fordele, men først da han får mulighed for at komme indenfor i en af de befæstede byer på sletten folder hans begavelse sig for alvor ud. Endelig får han den anerkendelse og indflydelse, som han altid har længtes efter, og han kan ikke forestille sig en bedre tilværlse, end den By 21 tilbyder ham. Først langsomt opdager han,at det lette liv har en pris, og han begynder at ane den stærke styring, der ligger bag det højteknologiske samfunde. Samtidig vokster mystikken om, hvem han egentlig selv er. Og hvorfor føler han sig så forbundet med den mærkelige lille dreng, Tao?
GENFØDT er andet bind i trilogien DET DØDE LAND, der skildrer en ung mands desperate og blodige kamp for at finde ud af, hvem han er.
Bagsidetekst: Gudløs af Josefine Ottesen
Jonah har fået alt, hvad han kunne ønske sig, men samtidig indser han, hvor afgrundsdyb kynismen er i den enklave af kunstigt liv, der går under navnet By 21. Han må væk, men uden for muren ligger et dødsensfarligt, lovløst land.
Rundt om ham havde de sorte fugle allerede kastet sig over ligene. En pludselig længsel efter at mærke de hårde næb og de skarpe kløer mod sin hud prikkede i hele hans krop, og han lukkede øjnene og lod sig falde fremover. Nu kunne han endelig være til nytte i livets kredsløb, var hans sidste tanke, inden han mærkede tyngden af den første fugl, der landede på hans ryg.
GUDLØS er sidste bind i trilogien DET DØDE LAND, hvor Jonah nu stilles over for det svimlende spørgsmål om, hvilket menneske han selv ønsker at være.
Uddrag af Bind 1: Golak:
Den klingende lyd af metal mod metal fyldte luften. Af og til mødte tonerne hinanden i harmoni. Andre gange skar mislyden skurrende mod trommehinderne.
Jonah sukkede irriteret og skubbede sin tallerken fra sig.
”Behøver Ben virkelig at tæske løs på de jernrør flere gange om dagen,” mumlede han lavmælt.
”Han gør det jo for at hjælpe os andre med at huske tiden,” svarede hans mor venligt. Idet han kiggede op, bemærkede han et hurtigt spørgende blik mellem sine forældre.
Han rejste sig. ”Han giver os i hvert fald ikke mulighed for at glemme den, så ihærdigt som han udfylder sin plads. Godt lyder det ikke” Jonahs stemme var mere afvisende, end han egentlig havde tænkt sig, og som sædvanlig forsøgte hans storebror, Mik, at lægge en dæmper på ham.
"Lad nu være med at hidse dig op, Jonah. Du behøver jo ikke bede, hver gang Ben ringer. Du bestemmer selv.” Mik lagde omhyggeligt sin gaffel ved siden af skålen, der var skrabet så ren, at den næsten ikke behøvede at blive vasket.
Hans mor havde rejst sig og lagde en hånd på hans arm. Den føltes let som en sommerfugl, der satte sig. 
”Ben vil gerne lære dig op. Det ved du godt. Du har evner for musik, siger han.” Jonah vendte sig mod hende. Hun var så lille og spinkel og de mange års ufred og flugt havde sat dybe spor i hendes ansigt. Men samtidig med skrøbeligheden var der et lys omkring hende, som altid gjorde ham blød om hjertet.
”Lad ham være, Lea. Der er ingen grund til at sætte ham griller i hovedet,” mumlede hans far, mens han skrabede den sidste grød af sin tallerken.
Hans mor hævede øjenbrynene let, og Jonah smilede til hende. ”Ja, jeg kan i hvert fald stemme rørene bedre end Ben. Det er helt sikkert.”
Hans søster, Maddie, var også færdig med at spise. Hun lænede sig træt tilbage på den skrammede bænk. ”Jeg gider altså kun bede morgen og aften. Hvordan skal jeg nå alt det andet, hvis jeg ustandselig skal falde på knæ og takke Den Almægtige?” Hun strakte sig og trak båndet ud af det glatte hår. Et enkelt solstrejf skar igennem den overskyede himmel, fandt vej gennem den åbne skodde og lagde sig kortvarigt rundt om hendes ansigt. Det klare lys fik båndet af fregner hen over næsen til at træde tydeligt frem mod den skære hud. Med velbehag trak hun fingrene gennem håret, der skinnede rødbrunt i solen. Hun løftede op i den tykke manke og rystede den fra side til side, før hun igen samlede den i en stram hestehale og rejste sig. Jonah havde aldrig før tænkt over, at hun lignede de små, seje ponyer, som hun havde ansvar for at passe.
Maddie drejede om på hælen og satte hænderne i siden: ”Helt ærligt, mor, sig noget til ham. Han kalder mig et monster.” Selv om hun så ud, som om hun var fornærmet, var der latter i hendes stemme. Deres mor rystede bare på hovedet og vendte sig mod bordet for at rydde tallerknerne af. Gryden med den melede kastaniegrød var næsten tom, og hun hældte resterne ud i grisespanden.
Her gik ingenting til spilde, tænkte Jonah, da han gik ud i den grå, blæsende eftermiddag, hvor solen igen var forsvundet bag det tykke skydække. Ben slog stadig løs på de rustne rør, der hang i et sammentømret træstativ ved siden af bedehuset. Som i resten af bebyggelsen var det kun de solide granitmure, der stod tilbage af det oprindelige hus. Vindueshullerne var lukket med brædder, og taget var blevet nødtørftigt repareret med stumper af rustent bølgeblik.
De fleste af landsbyens beboere var på vej fra deres forfaldne huse for at begive sig op ad de stejle smøger og trapper til eftermiddagsbønnen i det højtliggende bedehuset, men ikke Jonah, der tog sin hakke over skulderen og kaldte på Vrads, deres vagthund. Ingen fra byen gik alene uden for bymuren uden hund. Selv om det var lang tid siden, nogen var blevet overfaldet, var det ikke til at vide, hvornår det ville ske næste gang. Jonah skuttede sig. Han huskede sidste gang. De var netop ved at være færdige med at bære byggen ind, da en pjaltet flok angreb dem. Heldigvis var hele landsbyen samlet for at hjælpes med høsten, og det havde ikke været svært at overvinde flokken. Jonah havde ikke deltaget i kampen. Sammen med kvinderne og de andre børn var han blevet sendt ned i krypten under bedehuset, men han havde hørt, at alle angriberne var blevet slået ihjel. Bagefter havde landsbyboerne ryddet op. De døde havde haft store, væskende sår, og nogle af dem manglede dele af kroppen. Alle, der skulle hjælpe med at skaffe dem af vejen, havde fået besked på at tage handsker på og binde et stykke stof for ansigtet i tilfælde af, at de døde bar smitsomme sygdomme.
Da Jonah var kommet op fra krypten, havde hans far sagt, at han nu var så godt som voksen, og derfor måtte han tage sin del af arbejdet med at slæbe de udmagrede og vansirede lig hen til den dybe slugt, hvor de blev kastet ned. De sorte, ådselædende fugle havde haft gode dage.
Uddrag af "Genfødt"
”Nej!” Jonah mærkede skriget i struben, men der kom ingen lyd ud. Angsten pumpede blodet rundt i hans krop, og hjertets vilde hamren pressede i ørene. Vansirede ansigter med blottede tandrester bøjede sig længere ned over ham. Synet af de rådnende lemmer og de dybe kødsår, der flere steder blotlagde knoglerne, var så overvældende, at han næsten ikke kunne trække vejret. Det hele gik uendelig langsomt, og han ønskede bare, at det snart ville være overstået. Renpillede kranier og andre menneskeknogler, som lå overalt i de strålesyges lejr, viste, hvad der ventede ham, og uvilkårligt forsøgte han at vende hovedet. Men hans muskler nægtede at adlyde. Endelig lykkedes det at flytte blikket, og i det samme så han sig selv fra Miks synsvinkel. Hakken var løftet til hug. Hans eget blege ansigt var forvredet af raseri og smerte. Han så stadig med Miks øjne, da hakken susede ned imod ham.
Da den knasende lyd af hakken mod kraniet ramte hans ører, hvirvlede han bagover og stod i et landskab af forvredne metalmonstre. Angsten var den samme som før, men nu kunne han bevæge sig. Hans ben gik som trommestikker ind og ud mellem de ødelagte konstruktioner, der så ud, som om et kæmpebarn havde moret sig med at dreje og vride dem i sære vinkler. En stor flok golakker forfulgte ham, og de hylede og skreg, så hans trommehinder var ved at sprænges. Han mærkede smagen af blod i munden. Det var kun et spørgsmål om få sekunder, før de flænsede hans ryg. Den rådne stank fra hans forfølgere bølgede allerede omkring ham, da stien pludselig forsvandt under hans fødder, og han faldt ned ad i rasende fart.
Et ansigt lyste imod ham. Blankt, kastaniebrunt hår. Et bånd af fregner hen over næsen. Gråblå øjne. Smilet. Han kendte det, men kunne ikke huske, hvem det var. Han anstrengte sig. Det var en vigtig person. ”Maddie,” udbrød han endelig og rakte armene frem mod hende, men i det samme forvandlede hun sig. Bleg og mager med en kæmpestor mave, der bølgede frem og tilbage. Mellem hendes ben dukkede et forvredent ansigt frem med pels og lange hugtænder. Rædselsslagen trådte Jonah baglæns, og et øjeblik efter blev han suget ned af en brusende flod. Han kæmpede for at holde sig oppe, men vandet strømmede ind i hans mund og næse, indtil han gled væk i ingenting.
”Hvis du hjælper mig, kan du blive her,” sagde en knirkende stemme. Det var Bogmand. Jonah kneb øjnene sammen for at se den krumbøjede mand i det stærke modlys, men det var umuligt. ”Viden er magt,” sagde den gamle. ”Læs de her bøger.” Jonah rakte ud, men trak forskrækket hænderne til sig, da han mærkede den slimede fornemmelse af levret blod. Høvdingens arrede ansigt kom væltende ned over ham. Det var kæmpestort, og han følte sig lille som en myre. Så mærkede han krigsherrens hårde finger i siden. ”Du er min nu, Læser, og du gør, hvad jeg siger. Ellers ryger du ned i Dumpen.”
Jonah rystede ihærdigt på hovedet, men Høvdingens rå latter skurrede så meget i hans ører, at han blev nødt til at holde hænderne for. Det hjalp ikke. Den ondskabsfulde latter lød bare højere og højere. Fornemmelsen af at være fuldstændig i krigsherrens magt strammede over hans bryst, og han slog om sig for at komme fri.
Et tungt, behåret ansigt med små øjne tårnede sig op over ham. De smalle læber var blottede over en række spidse tænder. Han blev holdt fast i en skruestik. Var han vågen eller sov han stadig, tænkte han forvirret, indtil det gik op for ham, at det var Atlas, der forsøgte at løfte ham op fra gulvet.
”Slip mig,” hviskede han hæst. Den store golak, som Høvdingen havde givet ham som livvagt, trak sig et skridt tilbage, og Jonah satte sig op. Han var åbenbart faldet i søvn henover sit arbejde og var gledet ned fra stolen. På bordet lå de sidste fire skruer og dækslet til radioen.
Han rejste sig hurtigt, rakte op på hylden og tog æsken med de grønne piller. Med rystende hænder åbnede han den og tog hurtigt tre. De plejede at virke hurtigt. Kraftesløst lod han sig falde ned på stolen og skjulte ansigtet i hænderne. Som sædvanlig når han havde været fordybet i sit arbejde, glemte han at tage pillerne. Det var dumt. Så kom drømmene og tankerne om fortiden. Af og til overvejede han, om han kunne vænne sig helt af med at sove og bare arbejde hele tiden.
En spørgende brummen afbrød hans tanker. Han så op og mødte Atlas’ afventende blik. Han rystede på hovedet og vinkede ham ud. Den store golak tog plads foran døren i det lille stenhus, som Høvdingen havde stillet til rådighed for ham, og Jonah trak vejret dybt og bad til, at pillerne snart begyndte at virke. Han længtes efter den bløde tåge, der udviskede de voldsomme billeder fra fortiden.
Uddrag af Gudløs:
Selv om han var lidt usikker på vejen, lykkedes
det ham at finde frem til baren i smøgen.
”Hvor er Shavo?” spurgte han den korthalsede, behårede skabning,
der befandt sig bag disken.
”Ved ikke,” var det gryntende svar. I det samme kom et kvindelignenede
væsen ud bag forhænget.
”Hvad vil du ham?” spurgte hun og lod en blårød tunge spille over en spids tandrække.
”Handle.”
”Hvad vil du sælge?” Hun trådte nærmere, og en skarp dunst af rovdyr bølgede imod ham.
Han beherskede trangen til at træde et skridt bagud og trak sit genkort frem.
Stanken fik ham til at holde vejret, da hun bøjede sig ned over det lille fiberkort for at studere det nærmere.
”Hvor har du det fra?” Hun stirrede mistroisk på ham.
”Det er mit. Vil han handle, eller vil han ikke?”
Hun svarede ikke, men vinkede ham ind i rummet bag forhænget.
Han tvang minderne om Angela til side og vendte al sin opmærksomhed mod den bunke
skidne klude, der dækkede Shavos hærgede gammelmandskrop.
Hans stemme var så hæs, at Jonah næsten ikke kunne høre ham.
”Hvad vil du?”
”Fortæl mig, hvordan jeg kommer ud af byen.”
Det var nemmere at sige, end Jonah havde forventet, og han gentog:
”Jeg vil gerne ud. Du sagde engang, at der var muligt, hvis man havde den rigtige betaling.”
Forfatterens kommentarer
Forhistorie:
Som mor til en ung mand, der igennem flere år har været meget optaget af dødsmetalmusik, har jeg som mange andre forældre kæmpet med en afsky og ængstelse overfor det mørke univers og dets billedverden i form af CD-covers, internetsider, bandtags, patches på tøjet, t-shirts med død, grusomhed og lemlæstelse. Musikken er voldsom og pågående, og den menneskelige stemme reduceret til en grotesk dyreagtig ”growling”.
Heldigvis har min søn vist mig den tillid at lukke mig ind i universet og forklare mig, hvad og hvor fascinationskraften var, og for mig har det været en utrolig spændende rejse. Det er gået op for mig, at den hårde musik og de barske tekster dækker over og forløser nogenlunde den samme frygt for fremtiden, som jeg genkender fra min egen ungdom om end i en noget anden indpakning – der er langt fra Bob Dylan til Black Dahlia Murder.
Da jeg først fandt vej ind til den erkendelse, åbnede en del af musikken sig for mig, men samtidig mærkede jeg også angsten røre på sig igen. Den havde måske nok været glemt og gemt væk, siden jeg selv var ung, men den skulle ikke have meget ilt i form af tekster og rasende musik, før den svajede foran mig som en cobra klar til hug. Det var nok at åbne avisen eller fjernsynet, så var den der: Polerne smelter, regnskoven fældes, ørknerne breder sig, milliarder og milliarder bruges på at genskabe BIG BANG, mens andre milliarder sulter, krig, sult og elendighed er der over det hele, videnskaben er totalt ude af kontrol. Puh ha – der er nok at få sorte tanker over!
Og for mig er der kun én vej at gå, når jeg får det sådan: Jeg bliver nødt til at dykke ned i det og skrive mig igennem.
Jeg fik mulighed for at arbejde i fjorten dage i et hus, der lå placeret på en bjergside på Pelleponnes. Fra balkonen var der udsigt over vajende olivenlunde og azurblåt middelhav, og mens jeg skrev, havde jeg musik af System Of a Down, Black Dahlia Murder, Slipknot, Nile, Finntroll m.m. i ørene. (se playliste)
Det blev en frysende, skræmmende indre rejse ind i angsten for fremtiden, mens jeg sad midt i det historiske udgangspunkt for vores kultur.
Resultatet er blevet ”Golak”, første bind i trilogien ”Det Døde Land”.
Siden fulgte ”Genfødt” og ”Gudløs”
Serien om Det Døde Land startede med at være en ungdomsbog, men er også blevet en stor succes blandt voksne læsere.
Udiver det ekstramateriale, der ligger her på siden, kan du se mere om serien på Wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/Det_d%C3%B8de_land