Historien i historien - artikel om arbejdsprocessen med "Historien om Mira"
At være en af ”Dem”.
Der hang en lav, bleg vintersol på himlen den dag. Jeg sad i solen foran terrassedøren og legede med nogle plasticdyr. Jeg var omkring otte år. I den anden ende af stuen sad min mor sammen med en ven. Deres stemmer var dæmpede, men intense. Der blev fortalt noget betydningsfuldt. Historier som ikke var beregnet for mine ører.
Langsomt og lige så stille bevægede mine dyr sig længere og længere hen mod bordet, hvor min mor og hendes ven sad, og jeg endte inde under det, uden at nogen opdagede det. Her hørte jeg historien om min mors barndom i Budapest i begyndelsen af forrige århundrede. Hvordan hendes kammerater bandt hende med udbredte arme til et rækværk og sagde: ”Jøderne korsfæstede Jesus; nu korsfæster vi dig!” Jeg hørte også om, dengang hendes onkel dukkede op hos dem i deres lejlighed midt i Budapest kort efter Første Verdenskrig. Han fortalte dybt chokeret, hvordan han havde siddet i en sporvogn, da en gruppe Røde eller Hvide revolutionære, jeg kan ikke huske hvilke, havde slæbt alle ud, som så ud som jøder, og hængt dem i den nærmeste lygtepæl. Af en eller anden grund havde de overset ham, selv om han så meget jødisk ud.
Hun flyttede til Tyskland i 1920’erne og måtte siden flygte fra nazisterne i 1934. Først rejste hun til Danmark, men måtte i 1943 fortsætte til Sverige med to små børn.
Min mor var meget berørt af sin egen fortælling. Jeg kunne ikke se hendes ansigt fra min plads under bordet, men jeg kunne høre, at hendes stemme rystede.
Da hun kom til det sted, hvor hun fortalte om tabet af næsten hele sine familie i koncentrationslejrene, ønskede jeg, at jeg var blevet siddende i solen ved døren. Det var forfærdeligt at høre om hendes elskede slægtninges død, og det var skræmmende at indse, hvor brutalt og grusomt mennesker kunne handle mod hinanden – især fordi jeg ikke forstod hvorfor.
Da hun var færdig med at fortælle, kan jeg huske den stilhed, der fulgte efter, kun brudt af urets tikken – og i løbet af de få sekunder tog en stor del af min identitet form. Det gik op for mig, at jeg var en af DEM, én, der kunne blive forfulgt uden grund – oven i købet blive dræbt uden at have gjort noget som helst ud over at være den, jeg var.
At være eller ikke være ... hvem bestemmer det?
Det var for en erkendelse, og i flere år forsøgte jeg at ignorere den, indtil en lærer en dag besluttede at vise min klasse, en flok femtenårige teenagere, ”Nacht und Nebel” – en dokumentarfilm om, hvad de allierede og de russiske tropper fik at se, da de nåede koncentrationslejrene i Tyskland i slutningen af krigen.
Da huskede jeg igen helt tydeligt min mors historie, og nu var jeg for gammel til bare at skubbe tankerne fra mig. Jeg var altså jøde, og jeg var nødt til at acceptere det, hvad enten jeg ville eller ej.
At jeg var jøde skyldtes ikke, at jeg var opdraget i den jødiske tro. Min far var dansk præst, og jeg var døbt ligesom resten af min danske familie. Og det var heller ikke, fordi jeg var en integreret del af det relativt stærke dansk-jødiske samfund – min mor, som var blevet opdraget i en meget sekulær kultur, havde aldrig haft ret meget at gøre med andre, blot fordi de var jøder. Grunden til at jeg var jøde, var ene og alene den, at jeg i andres øjne var det!
Der var ikke meget at gøre ved det, så jeg forsøgte at tænke så lidt på det som muligt. Først da jeg selv fik børn og efterhånden som de voksede til, gik det op for mig, hvor stor en indflydelse den del af min historie havde på mig, selv om jeg på alle måder forsøgte at nedtone min jødiske herkomst. Det blev især tydeligt for mig i måden jeg opdrog dem på. Frygten for at blive forfulgt, at få frataget min værdighed og måske blive dræbt, hensatte mig i en konstant tilstand af frygt og mistro til min omverden, som jeg uden at tænke over det videregav til mine egne børn.
Denne historie i verdenshistorien, som ikke engang var min egen, men min mors, fyldte og styrede en stor del af mit liv og min måde at betragte verden på. Ubevidst havde jeg altid lageret fyldt op med tørret mad som bønner og ris, så vi havde forsyninger, hvis vi blev tvunget til at flygte. Når jeg sov havde jeg af og til mareridt om at skulle leve på landevejen, og jeg kunne blive meget bekymret, hvis vi ikke alle sammen havde ordentlige støvler, hvis nu ... Det var også uhyre vigtigt for mig at mine børn klarede sig godt i skolen og at andre opfattede dem som høflige og velopdragne..
Da det gik op for mig, hvor meget af mit liv og ikke mindst mine børns liv den gamle historie styrede, blev det tydeligt for mig, at jeg måtte gøre noget ved det. Ellers ville historien gå i arv i endnu en generation!
Andres historier
Jeg kastede mig derfor over mængder af litteratur om jødespørgsmålet, holocaust og koncentrationslejrene – noget jeg indtil da havde skyet mere end noget andet.- og hurtigt dukkede afgørende spørgsmål op:
Hvordan kan det være, at nogle mennesker kan blive udsat for de forfærdeligste grusomheder og komme stærkere ud på den anden side, mens andre går i stykker?
Hvordan er det muligt at få én gruppe mennesker til at hade en anden gruppe mennesker, når de før har levet fredeligt side om side?
Og i forsøget på at besvare de spørgsmål begyndte min rejse ind i det univers, som endte med at blive min trilogi Historien om Mira.
I mit arbejde som forfatter har jeg altid trukket store veksler på folkeeventyr, myter og sagn. For mig giver det fantastiske, det ikke-realistiske univers, de bedste metaforer for det, som jeg kalder ”det indre landskab” – den følelsesmæssige, underbevidste verden, som jeg tror, vi alle deler, uanset hvor eller hvem vi er.
I forbindelse med opbygningen af en nyt univers er udfordringen altid, hvordan jeg finder de rigtige symboler og billeder, som repræsenterer de essentielle elementer i den historie, jeg arbejder med – symboler og billeder som forhåbentlig vil vække genklang hos mine læsere.
Det første spørgsmål: Hvorfor kommer nogle mennesker stærkere ud på den anden side efter alvorlige traumer, mens andre går i stykker? førte mig til bøger af Otto Frankl, Jean Amery, Primo Levy og andre, som rent faktisk havde overlevet koncentrationslejrene. Hovedbudskabet fra de overlevende synes at være: Man er nødt til at blive ved med at spejde ud gennem hegnet, og skabe en eller anden form for meningsfuldhed i al lidelsen.
Imre Kertez’ historie om, hvordan han vendte tilbage til Budapest efter at have overlevet Holocaust, gjorde stort indtryk på mig. Da han fortalte sine få tilbageværende slægtninge, hvad der var sket ham, var de rystede og følte dyb medlidenhed med ham, men han hævdede, at der var en mening med, at han havde overlevet rædselsårene i koncentrationslejren. Han skulle være det vidne, der fortalte andre, hvad der var sket. På den måde tog han historien på sig og gjorde grusomheden og umenneskeligheden til en betydningsfuld del af sin egen livshistorie. Han forvandlede sig altså fra at være et ynkværdigt offer til at være et menneske med en mission: at fortælle historien om de grusomheder, han havde været vidne til og udsat for.
På samme tid blev jeg præsenteret for en bog ”Den grimme Ælling” af den franske psykiater Boris Curulnik. Bogen handler om, hvad der skal til, for at klare sig gennem stærkt traumatiserende oplevelser, og forfatteren konkluderer bl.a., at for at kunne overleve som menneske, er det nødvendigt at man er i stand til at genskabe sin egen historie. Det forfærdelige, der er sket én, skal indarbejdes og gøres meningsfyldt for en selv.
Curulnik fortæller historien om en lille afrikansk dreng, som ser hele sin familie blive massakreret. Af en eller anden grund overser angriberne ham. Lammet af rædsel bliver han tilbage i den forladte landsby. Få dage senere vender militsen tilbage, og denne gang reagerer han ved at skjule sig under et tæppe. Selv om de gennemsøger hele landsbyen, finder de ham ikke. Da de er forsvundet, skynder han sig hen i nabolandsby for at søge ly. Da han fortæller sin historie til to voksne, bliver de naturligvis forfærdede og slår hænderne sammen i rædsel, og den ene af dem siger: ”Tænk, hvis du havde nyst!”
Curulnik møder denne dreng i en flygtningelejr, hvor drengen hele tiden sidder og kilder sig selv i næsen med et græsstrå, indtil det begynder at bløde. I Curulniks genfortælling af drengens historie, bliver det ganske tydeligt, at den lille forsøger at erobre sin egen historie tilbage: Han vil være i stand til at beherske et nys i enhver situation. Man kan sige, at drengen er blevet traumatiseret to gange: først gennem den rædselsvækkende oplevelse og bagefter ved at blive frarøvet sin historie: Han klarede det jo rent faktisk, han overlevede!
Curulniks bog blev et vendepunkt for mig i min skriveproces. Det her var en historie, jeg virkelig gerne ville fortælle: Hvordan genskaber vi historien om vores liv, så den bliver meningsfuld og gør os til aktive, handlekraftige individer i vores eget liv i stedet for at blive passive ofre for andres aggressioner og vilje?
Hvilke historier giver vi videre?
Det næste spørgsmål var vanskeligere: Hvad får en gruppe mennesker til lige pludselig at acceptere, at deres medborgere ikke længere er mennesker, men er laverestående end dyr- end ikke værdige til at leve og så farlige, at de må udslettes?
Nazismen, og alt hvad den førte med sig af grusomme ugerninger, er tæt forbundet med en ganske særlig historisk situation. Men der er sket folkedrab både før og efter nazismen, så jeg var nødt til at finde en forklaring på, hvordan et tankesæt som dette så at sige fra det ene øjeblik til det andet kunne etablere sig i en meget stor gruppe mennesker.
Det var en vanskelig opgave – hovedsagelig fordi de fleste tekster om den slags emner, er meget politiske og tæt forbundet med bestemte historiske perioder, og det, jeg havde brug for, var en mere arketypisk forklaring.
Man kan måske hævde, at det var en smule ambitiøst at forsøge at lægge et meta-lag af politiske og sociologiske temaer ind i en fantasyroman, der normalt begrænser sig til at handle om de gode og de onde, men det var på den anden side, hvad jeg havde tænkt mig.
Ved et tilfælde kom jeg til at tale med en kvinde, som arbejder som sygeplejerske med immigranter til Danmark. Hun fortalte mig om ”memes” – en måde at beskrive kulturelle tankemønstre på. Jeg gik på Internettet og opdagede, at ”memes” havde 35.800.000 poster!
Wikipedia fortalte mig: A meme is any thought or behaviour that can be passed from one person to another by learning or imitation. Memes propagate themselves and can move through the cultural sociosphere in a manner similar to the contagious behaviour of a virus.
Virkningsfulde memes hægter sig åbenbart på mere primitive dele af hjernen uden for bevidsthedens kontrol, og de ser ud til at sprede sig særligt let, hvis de har med sex, føde eller frygt at gøre.
Det gav mening for mig. Memes som et begreb blev en hjælp for mig til at forstå, hvordan holdninger og tankemønstre kan sprede sig som en virus, og hvorfor det virker så vanskeligt at kæmpe imod dem.
Men hvordan kunne jeg bruge dette pseudovidenskabelige begreb ”memes” i en fantasyroman? Jeg måtte finde nogle meget virkningsfulde metaforer for at vise, hvor farlige disse ”mentale vira” er . Jeg havde brug for en kraftfuld metafor, der kunne fremmane billedet af noget hurtigt, ukontrolleret og frygtindgydende!
For mig havde dæmoner de rette karaktertræk. Næsten alle kulturer i verden kender dæmoner under et eller andet navn. De repræsenterer næsten alle steder noget magtfuldt, der fra det ene sekund til det andet kan forvandle din ven til en fjende. Ved hjælp af en usynlig magi spreder dæmonerne deres onde kræfter og besætter menneskers sind, så de bliver forvandlet til afstumpede uhyrer.
Det meste interessante for mig på dette tidspunkt var det faktum, at historier er den vigtigste kanal, når man snakker om spredning af memes. Fortællinger fra en generation til den næste, historier bredt ud over hele verden gennem medier og Internettet. Det går SÅ hurtigt! Der var ingen tvivl. Jeg havde fundet den rigtige metafor: Memes var ”Dæmoners værktøj!”
Hvis det er svært at tro på, behøver man bare se, hvordan totalitære regimer altid sørger for at kontrollere historierne!
Hvilke historier lever vi i?
Lidt efter lidt tog temaet for min nye bog form omkring to hovedemner: Hvordan genfortæller man sin egen historie, så ens liv bliver meningsfuldt til trods for grusomme traumer, og hvilke historier tager man til sig og fortæller videre?
At anbringe romanens univers i ”fantasytid” gav mig den frihed, jeg havde brug for, til at skabe et ”Indre Landskab”, dækket af knudrede bjerge, vilde floder, labyrintagtige sumpe og skrøbelige flydende øer. Mira – min hovedperson – er en pige fra en velhavende familie med et lykkeligt liv i overklassen. Hun bor i en velordnet og tryg by, men tiderne forandrer sig, og lige pludselig bliver hun endu et offer i sin stammes historie. Hun bliver nødt til at flygte ud i vildnisset, og for at redde sig selv og dem, hun elsker, må hun tage ansvaret for sin egen historie. Kun ved at lære at beherske de dæmoner, der spreder ondskaben, og holde dem i snor, kan hun få magt over sin egen historie. Og nej – man kan ikke befri verden for ondskab og grusomhed, men man kan tage stilling til, hvordan man vil håndtere den!
Som historien skrider frem, går det op for Mira, at hun rent faktisk kan ændre sin historie. Hvis hun vælger at holde sig til de gamle opfattelser af sig selv og resten af hendes stamme som viljeløse ofre for besatte plageånder, vil hun selv og mange af dem, hun elsker, dø. Hvis hun på den anden side har mod til at skabe sin egen historie, tage udgangspunkt i sine faktiske erfaringer, bliver historien om ”de andre” for det første mere nuanceret og positiv, men hun underbygger også et aktivt og menneskeligt billede af sig selv, som andre kan identificere sig med.
Arbejdet med den roman blev virkelig en øjenåbner, ikke alene i forhold til hvor meget familiehistorien fortalt af min mor – var blevet historien om mit liv, indtil jeg endelig sent i livet satte spørgsmålstegn ved den, men også i forhold til hvor vigtigt mit arbejde som historiefortæller er.
For mig er der ingen tvivl: Jo flere historier mennesker i alle aldre udsættes for, desto flere muligheder får de for at skabe en nuanceret historie om sig selv. Og jo bedre vi bliver til selv at redigere de historier, vi bærer med os fra både familie og samfund, desto mindre er vores risiko for at blive fastlåste og handlingslammede og gentage uhensigtsmæssige mønstre.
Jeg har altså en misson som forfatter: Skab din egen livshistorie!
Og for at kunne gøre det, har børn brug for historier. Masser af historier! De kan aldrig få værktøjer nok i deres ”historieværktøjskasse”.
Livet er ikke let, og for utallige børn verden over er det en daglig kamp. Vi kan ikke fjerne byrden fra deres skuldre, men vi kan give dem håb ved at fortælle historier, som kan hjælpe dem til at kortlægge deres eget ”Indre Landskab”.
Krystalhjertet
I Historien om Mira lærer børnene om at livet også indebærer lidelser ved at få fortalt historier. Da Mira når skel år og alder skal hun ligesom stammens andre børn have truwamærket brændt ind i huden bag øret. Det gør ondt, og for at hjælpe hende med at møde smerten får hun følgende historie:
Der var engang en konge og dronning, som fik et barn. En lille prinsesse. De gav hende alt, hvad hun på nogen måde kunne ønske sig, for at gøre hende glad, men så en dag, da hun var fyldt femten år, begyndte hun at græde. Ingen forstod hvorfor, men til sidst forklarede hun dem, at hun ikke kunne udholde tanken om, at vinteren var på vej, og at blomsterne ville dø. De forsøgte at trøste hende. Blomsterne ville komme tilbage til foråret, sagde de, men hun kunne ikke holde op med at græde. Hun ønskede, at sommeren skulle vare for evigt. Hendes forældre kunne ikke bære at se hende græde og endte med at sende bud efter troldmanden. Men selv om han var en stor troldmand, kunne han ikke bremse årstidernes skiften. Da græd prinsessen endnu mere fortvivlet. Hendes forældre faldt på knæ og tryglede ham. ”Gør noget! Hjælp os! Vores datter skal være lykkelig!”
”Jeg kan hjælpe jer,” sagde han, ”men I kommer måske til at fortryde det senere.”
”Bare gør det. Vi kan ikke bære at se vores datter så ulykkelig.”
Så tog troldmanden den unge piges blødende hjerte og skiftede det ud med et nyt hjerte af funklende krystal.
”Nu vil hun ikke mere føle sorg og smerte,” sagde han.
Og sådan gik det. Prinsessen var igen glad – smilende og leende. Da nogle år var gået, mente hendes forældre, at det var på tide at finde en ægtemand til hende. Mange prinser kom forbi, men hun brød sig aldrig rigtigt om nogen af dem.
Til sidst blev der igen sendt bud efter troldmanden.
”Hjælp os, få hende til at elske nogen,” bad de ham.
”Jeg beklager,” sagde han. ”Hvis man først har valgt krystalhjertet for atblive fri for livet lidelser, kan man heller ikke føle kærlighed.”
Og til alle jer, der læser det her: Giv børn og unge mennesker historier, som åbner deres hjerter og sind og lærer dem, hvordan de kan overvinde den modstand, livet byder dem, og som giver dem redskaber til at tage ansvar for deres eget liv i stedet for at blive ofre for andre. Vagn Lundbye sagde engang: ”Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.” Han har ret; man kan ikke ændre på, hvad man end har været udsat for af grufulde oplevelser, men man kan bevare et åbent hjerte og vælge, hvordan man vil lade det, der sker, indgå i ens egen livshistorie – vil man videregive mere vrede og hævnlyst til verden, eller vil man videregive historier om medfølelse og tilgivelse?
