Josefine Ottesen

CMSimple plugin: Slider for Gallery
© simpleSolutions

Mira – ekstra kapitel

Regnen silede ned udenfor, da Tonia næste morgen trak de tunge gardiner fra vinduet. Mira undrede sig et kort sekund over, hvordan det kunne være, at hun alligevel var så tindrende glad. Så huskede hun, hvad der var sket aftenen før.
          I stedet for at stige ud af sengen, vendte hun sig om på siden og trak tæppet højere op over skuldrene. Hun lukkede øjnene igen og lod kroppen huske Athals kærtegn. Efter han havde kysset hende længe, havde han hvisket med munden tæt ved hendes øre: ”Vi må hellere se at komme væk herfra. Ellers vil truwaernes evne til historiefortælling sprede nyheden over hele Dakja, før vi selv har fået lov at nyde den.”
          De løsnede deres heste fra bommen og listede forsigtigt væk fra lyskredsen omkring Vårfesten på engen. Da de var kommet lidt på afstand af de mange mennesker, omfavnede de hinanden i den mørke skygge mellem de to heste. 
           ”Det gør ikke noget, hvis jeg skulle dø, ”mumlede Athal. ”Nu har jeg mærket lykken.”
          Med et ryk trak Mira sig fri. ”Sig aldrig sådan noget igen! Død har der været nok af, og jeg kan ikke bære tanken om at skulle miste dig.” Hun slog ham hidsigt på skulderen.  Han trak hende ind imod sig igen og vuggede hende nænsomt frem og tilbage: ”Jeg lover dig, at jeg aldrig siger det igen. Du har ret: døden er ikke noget at samle på! Det er livet, det gælder.”
          Hans ansigt blev alvorligt i det bløde lys fra månen. ”Jeg kan huske, at jeg engang var ude at drikke med nogle af de unge riddere, der beundrede Gidaric. En af dem sagde: ’Almindelige mennesker elsker livet. Vi Vargasulve elsker døden, og derfor vil vi altid være de stærkeste.’ ” Mira mærkede en svag skælven gennemryste ham. ”Det var nok en af de meste skræmmende udtalelser, jeg har hørt. Det var der, det for alvor gik op for mig, hvilke forfærdende tanker Gidaric spredte omkring sig.”
          ”Hvorfor fortalte du ikke nogen om det?” mumlede Mira med næsen mod hans bryst.
          ”Det gjorde jeg. Jeg forsøgte at få både min far og Xandru i tale, men der var ingen, der ville høre det.”
          Hun vendte ansigtet op imod ham og lod en finger følge hans øjenbryn  ”Nu er det dig, der rynker panden.”
          Et smil fik hans ansigt til at slappe af, og hans ivrige hænder genoptog opdagelsesrejsen ned over hendes krop. Varmen bølgede igennem hende, og hun mærkede benene give efter. Forsigtigt lagde han hende ned i græsset mellem de to heste, der tilsyneladende forstod, at de skulle blive stående og danne et skjul for deres møde.

”Mira! Skal du ikke op? Jeg troede, der var et vigtigt møde i De Vises Råd her til morgen.” Tonia stirrede mistroisk på hende. ”Er du syg? Du blev vel ikke kold ude på engen? Jeg kan hente Siran, hvis du har brug for det.”
          Mira slog øjnene op og lo højt. ”Jeg fejler skam ikke noget.” Hun sprang ud på gulvet og tog et par dansetrin. ”Ikke andet end glæde.” Hun trykkede et kys på Tonias bløde, rynkede kind, og den gamle rystede opgivende på hovedet.
”Du er sandelig svær at blive klog på. I går aftes var du sur som umodne blommer, og i dag svæver du rundt på en sky.” Hun lagde armene over kors, men det lille smil om hendes læber modsagde de vredladne ord.     

            På vej ned ad trappen til den opvarmede stue mødte Mira Siran. ”Du forsvandt i går aftes,” sagde den ældre kvinde. ”Og det var vist ikke kun dig, der pludselig var væk!”
 Mira slog blikket ned. Hun mærkede varmen stige op i kinderne, og usikkerheden skyllede ind over hende. Misbilligede Siran hendes forhold til Athal? Hvad nu hvis hun og resten af rådet ikke ville acceptere, at Stormesteren og deres konge bandt de gyldne bånd?
          ”Mirale?” Siran lagde sine bløde hænder om hendes ansigt og tvang hende til at se op. Miras øjne var blanke af tårer, men Siran hviskede: ”Ingen vil stå i vejen for din lykke.” Hun lo stille. ”Tværtimod! Jeg har ventet længe på, at du ville tillade dig selv at mærke kærligheden.”
          Mira kunne ikke lade være med at smile. ”Vil det sige, at du har vidst, hvordan jeg havde det?”
          Siran nikkede. ”Ja, naturligvis. Athal har aldrig lagt skjul på sine følelser. Allerede mens han opholdt sig i Moira, gav han udtryk for sin kærlighed til dig, og siden vi kom til Dakja har jeg måttet lægge øre til, hver gang du har afvist ham.” Hun lagde sin arm om skuldrene på Mira, mens de gik videre ned ad trappen. ”Men jeg har hele tiden sagt til ham, at han var nødt til at give dig tid til at komme over de smertefulde oplevelser, du har været igennem,” fortsatte hun og åbnede døren til den lille stue, hvor Tonia havde stillet mad frem til dem.
          ”Behøver vi at fortælle rådet det allerede i dag?” sagde Mira, og tog imod den varme morgendrik. Aftenen før havde hun og Athal aftalt, at de endnu ikke ville offentliggøre deres forhold. Det var mest hende, der havde insisteret, og han havde godmodigt føjet hende.
          Siran så drillende på hende. ”Nej, du kan godt vente lidt, men tror du, at I kan holde det hemmeligt på længere sigt?”
          ”Jeg vil gerne have lidt tid til at vænne mig til tanken.” Miras stemme bævede lidt, og hun rømmede sig for bedre at kunne styre den.
          ”Hvad mener du?” Sirans stemme var pludselig skarp.
          ”Hvad nu …hvad nu, hvis jeg alligevel ikke kan?”
          ”Kan hvad?”
          Mira svælgede klumpen i halsen for at holde tårerne væk. ”Jeg vil ikke gøre Athal ondt, og hvis jeg nu lige pludselig igen afviser ham, fordi …”
          Den ældre kvinde hjalp hende ikke med at finde ord for de forvirrende følelser, men lod tavsheden vokse mellem dem. Mira kæmpede for at genvinde kontrollen med sig selv og gik endelig fremstammet: ”... fordi jeg ikke tør tro på, at nogen virkelig kan elske mig.”
          Siran rejste sig. ”Mira ad Libra og Vespera, tag dig sammen! Har du ikke kæmpet mod og besværget De Fem Store og selveste Amorbus?  Har Himmeldronningen ikke velsignet dig og givet dig kraft? Hvor er dit mod?”
          ”Det er noget andet.” Mira lød mere hidsig end hun selv havde ventet, men hun kunne ikke stoppe vreden, der brusede op i hende. ”At danse med dæmoner har ikke noget med mig at gøre. Det er noget, jeg er bestemt for, som jeg ikke selv har valgt. Med Athal er det noget andet. Kan du da ikke forstå det?”     Hun havde rejst sig og vendte sig for at gå ud, men Siran stillede sig i vejen. Hun foldede armene over brystet, men der var latter i hendes stemme, da hun sagde: ”Nej, det forstår jeg ikke. Hvad for dig til at tro, at kærlighed er et valg? Så vidt jeg har kunnet se, er Athal ikke i tvivl, men ham stoler du måske ikke på?” Hun kunne ikke længere holde latteren tilbage og åbnede favnen for Mira. ”Mirale, nu har du i årevis kunnet undertrykke din kærlighed. Brug lidt af den kraft til at holde din angst på afstand.” 
          ”Men jeg er så bange for, at jeg ikke kan elske ham, som han fortjener,” mumlede Mira.
          ”Ingen kærlighedsforhold er altid lykkelige.” Kvinden strøg hende over håret. ”Lykken er en gave, man af og til får til låns i kortere tid, men respekten og omsorgen for hinanden er man selv herre over. Uanset hvordan du føler, er det dit ansvar at turde dele din sårbarhed med Athal. Det er den stærkeste måde at vise sin kærlighed på.”
          Mira trak sig lidt tilbage, så hun kunne se den anden i øjnene. ”Så jo vanskeligere jeg er, jo mere beviser det, at jeg elsker ham?” Hun kunne ikke lade være med at le, og Siran lo med. ”Ja, hver gang du deler din uro og ængstelse med ham, mærker han, at du tør lade ham se dig, som du er. Det kan man kun gøre overfor dem, man elsker.”

Da ankom sammen til slottet for at deltage i Rådets møde. Mira skyndte sig op i Ravnetårnet i et forsøg på at undgå Athal, før hun skulle være sammen med de andre mestre. Hun var sikker på, at glæden ved at se ham ville være så stærk, at det var umuligt at hemmeligholde, hvad der var sket.
Rådslagningen gik mere eller mindre henover hovedet på hende. Det væsentligste punkt var, at en række købmænd fra Moira gerne ville have tilladelse til at handle på de store vår- og høstmarkeder i Dakja. Balthi ad Voino vred sig lidt, fordi han mente, at der ville gå for meget indtjening fra Dakjas handlende. Men Siran overtalte ham ved at stille i udsigt, at Moira-købmændene ville bringe mange sjældne varer med sig, som de dakjanske købmænd kunne købe op af og derefter sælge i tiden mellem de store markeder.
Til sidst bad Balthi om Miras synspunkt. Hun havde ikke været særlig opmærksom, men havde tilladt sig selv at svømme hen i erindringen om mødet med Athal aftenen før. Efter hendes ret tøvende svar, så Balthi undersøgende på hende. Han og Siran vekslede blikke og så sagde han med et glimt i øjet: ”Stormesteren er vel ikke syg?”
Hun rødmede igen, men kunne ikke holde et smil tilbage, da hun svarede ham: ”Nej, Balthi, men tak for din omsorg.”
          Stormanden, der havde genvundet sit huld, lænede sig tilbage på sin udskårne stol. ”Jeg har et parti vældig god vin. Den ville egne sig fortrinligt til en stor fest. Et bryllup måske? Går vinen til et godt formål, vil jeg være yderst rimelig med prisen.” 
          Mira slog blikket ned, men alligevel fornemmede hun smilene fra Tau og Artus. Vidste alle da besked om hende og Athal? overvejede hun, da hun gik ned ad den snoede trappe i tårnet.

Den unge konge sad i tronsalen. Det var en af de dage, hvor alle landets borgere kunne komme til slottet og høre kongens afgørelse af tvistigheder og stridsmål. Da han så hende, rejste han sig op. Hans øjne strålede mod hendes, og hun fornemmede, hvor meget han beherskede sig for ikke straks at drage hende ind i sin favn. I stedet førte han hende hen til Stormesterens stol, der var placeret lige bag hans. Hans berøring fik det til at jage som ild gennem hendes krop, og han holdt hendes hånd så fast, som ville han aldrig mere slippe den. 
Hvor længe hun sad og lyttede til de klager, der kom frem, og Athals tålmodige udspørgen af de ophidsede mennesker, vidste hun ikke. Det eneste, der optog hende, var at se på ham, følge hans bevægelser, suge klangen af hans stemme til sig og tvinge sig til ikke at lade hænderne glide gennem hans hår og ned over hans nakke. 
          Endelig var den sidste sag afgjort, og med et høfligt buk forsvandt de borgere, der havde rejst den. Athal rejste sig og rakte ud efter hende, og et øjeblik efter var hun omsluttet af hans arme. ”Kom,” mumlede han. Han greb en af de små fakler fra vægholderen og trak hende med sig ind i gangen, der førte ind til Månehulen.           ”Hvad skal vi her?” Hun trak sin hånd ud af hans og gøs, da hun igen trådte ind i det rum, hvor hun eller kun befandt sig, når hun skulle på kalde og besværge dæmoner.
          ”Her er der ingen, der forstyrrer os.” Han lød vældig tilfreds med sig selv.
          Mira kunne ikke lade være med at le. ”Og hvad så med alle dem?” sagde hun pegede på billederne af De Fem Store, der dækkede væggene i hulen. 
          Athal sank sammen i skuldrene. ”Nå ja, det havde jeg ikke lige tænkt på. Hvor skal vi så gå hen?”
          Mira tog faklen fra ham og gik hen til den lille dør. Hun tog hans hånd, og sammen gik de ned ad gangen, der førte til huset i Slotsgaden. Da de nåede ned i stalden, slukkede de faklen i hestenes drikketrug. Forårslyset strømmede ind gennem den åbne dør, og Yakwa vrinskede blødt til hilsen. Skubbet op mod  den bagerste væg lå det sidste hø. Der var ikke meget, men nok til at de kunne ligge blødt.
          Da Athal havde kysset hende længe og meget, mumlede han: ”Det er godt gjort. Jeg er konge over Dakja, og du er landets Stormester, og så ligger vi her som et par bønder i høet.”
          Hun rejste sig op på albuen og trak tækkeligt ned i sin kjole. ”Sådan er det med hemmelig kærlighed.” Hun grinede og strøg ham under næsen med et strå. Han greb fat i hendes håndled og trak hende ned over sig. ”Du skal ikke tro, du nogensinde slipper fri igen. Om det så skal være hemmeligt resten af vores liv, så er du min.”
          Hun kildede ham, og de sloges, indtil han lå indover hende. ”Hvorfor skal det egentlig være hemmeligt?” sagde hun og spyttede strå ud af munden. 
          ”Fordi sådan vil du have det,” svarede han og slap taget i hendes håndled og lod i stedet fingrene glide gennem hende hår for at pille hø ud.
          ”Vil jeg det?” spurgte hun drillende. ”Ja, for du er ikke fin nok til mig. Nej, måske er det nærmere, fordi du ikke er klog nok.” 
          Han ruskede blidt i hendes hår, hvor Tonias kunstfærdige fletninger for længst var gået op det. ”Nej, jeg er hverken klog eller fin nok til den mest fantastiske Stormester i Dakjas historie.” Han grinede. ”Men jeg har alligevel vundet hendes gunst.” Han satte sig på knæ og bukkede ærbødigt: ”Allernådigste Stormester, kan jeg få et kys?”
          Hun satte sig op og slog armene om ham. ”Du kan få alle dem, du vil have, og i morgen fortæller vi hele landet, at vi binder de gyldne bånd.” Hun smilede skævt ved tanken om Balthi. ”Det lader til, at alle alligevel ved det!”
          Athal rykkede lidt tilbage og så hende i øjnene. ”Du aner ikke, hvor jeg har drømt om at høre dig sige de ord,” hviskede han og kærtegnede hendes hånd.
”Hvornår skal det være?” 
De aftalte, at brylluppet skulle afholdes i forbindelse med Midsommerfesten, og at de ville bede Siran og Yodt om at binde båndene for dem.

De næste par måneder var fyldt med forberedelser til den store fest. Fra hele landet strømmede det ind med forslag til underholdning og gaver til det unge par. Der var mange, der gerne ville bidrage til fejringen af de to, der sammen havde bragt landet gennem de svære tider. Af og til var det overvældende at skulle tage stilling og tage imod de mange velmenende tilbud. 
          En morgen, hvor Tonia vækkede Mira, kastede hun sig tilbage i sengen med en stønnen: ”Jeg holder det ikke ud. Jeg tror, jeg har prøvet mindst femten kjoler og dobbelt så mange smykker, som skræddere og juvelerer har sendt som gaver. Godt, det snart er overstået.”
          Ammen svarede ikke, men trak de tunge gardiner fra. Solen strålede fra en blå himmel, og fuglene kvidrede om kap. Mira stod ud af sengen, men da Tonia ville trække en kjole over hendes særk, skubbede hun venligt den gamle væk.
           ”Nej, ikke i dag. ” Hun gik hen til det store skab og rodede allerbagerst. Så trak hun et par gamle bukser og en skindvams frem.
            Tonia løftede øjenbrynene: ”Hvad? Jeg troede, jeg havde smidt det forfærdelige gamle ridetøj ud.”         Mira grinede. ”Ja, men jeg så det, da det lå på kludehandlerens vogn. Han var ikke meget for at lade mig få det. Jeg måtte betale en hel del for det.”
          Hun stak særken ned i linningen på bukserne og trak derefter vamsen over hovedet.
          ”Og hvor har du så tænkt dig, at du skal hen?” Tonia satte hænderne i siden og stillede sig foran døren. ”Du har hele dagen besat med aftaler. Du kan ikke bare lige stikke af.”
          Mira lagde hovedet på skrå. ”Jo, det kan jeg. Jeg er nemlig Stormester og meget snart dronning af Dakja. Hvis ikke jeg kan bestemme, hvem kan så?” Hun vred sig rundt om Tonia, der modvilligt flyttede sig fra døren og skyndte sig ned af trappen.

Yakwa hilste hende med en vrinsken, og snart havde hun sadlet op og trukket skimlen ud i gården, hvor hun lod den drikke, inden hun fortsatte ud gennem porten. Der var travlhed i de morgenlyse gader, og ingen tog særlig notits af hende, da hun skridtede langs bymuren ud til Storkeporten. Også vagterne lod hende passere ubemærket. Uden for byen satte hun hesten i galop, og den friske forårsluft kølede hendes kinder, mens hun satte kursen mod de nærmeste vinbjerge. 
De spæde blade på vinrankerne havde foldet sig ud, og da hun kom højere op, mødte hendes blik de brusende, hvide vandfald af kirsebærblomster. Hun fortsatte længere op, til hun kom til en åben eng. Her holdt hun den svedige hest an og sad af. Efter at have tøjret Yakwa til en sten, lod hun sig falde ned i det bløde, grønne græs. Himlen strålede blåt, og solens gyldne lys lå som en skinnende kappe over landskabet. Hun åbnede sit indre blik og så de små stenånder, der gnavent hakkede på hinanden eller på de yndefulde græsfeer, som dansede let hen over engen. 
Uden at tænke over det påkaldte hun Lovinia, og i det samme så hun den gamles ansigt for sig. Gammelmor smilede til hende, og hun mærkede et let strøg mod sine kinder.
”Tak,” hviskede hun til sin beskytter. ”Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive lykkelig igen, men nu kan jeg mærke, at livet på trods af al lidelse er stærkere end døden.” Hun tav øjeblik og tænkte på eventyret om Krystalhjertet og vidste, at den smerte, hun havde gennemlevet, gjorde livets skønhed så meget større. Hun mumlede for sig selv:
    “I livets have vil jeg vandre,
    I lys og mørke vil jeg vandre,
    Med skønhed foran mig vil jeg vandre,
    Med skønhed bag mig vil jeg vandre,
    Med skønhed over mig vil jeg vandre,
    Med skønhed under mig vil jeg vandre,
    På skønhedens vej vil jeg vandre,
    Til alle tider.
    Raza lade sin godhed lede mig,
    Yenta lyse for mig ved sol som ved måne.”

Tankerne om de mange, hun havde mistet, og om de ulykkelige, der havde fortabt deres sjæl og livskraft til de onde kræfter, flød gennem hende, og hun betragtede sørgmodigt strømmen af dystre minder. Alt det forfærdelige, der var sket, ville hun aldrig kunne glemme, men det bestemte ikke længere over hende. Om mindre end et måneskifte ville Siran og Yodt binde de gyldne bånd mellem hende og Athal. Livet var stærkere end døden.     

 

         

  

           

nach oben