I vendernes vold
Året er 1168. Thorbjørn, en ung daner fra Vigen, er blevet taget til fange af vendiske sørøvere og har tilbragt de sidste seks år som træl for Mistivoi Hestetæmmer. Den rügiske ridder har lært Thorbjørn, hvordan man træner de kostbare stridshingste, og han drømmer om en dag at få sin frihed og selv blive ridder. Da Arkona falder, bliver Thorbjørn sendt hjem til Sydfyn, hvor lensmanden Knud Prizlavsøn lader ham fortsætte med at træne hestene. Men vil det
”Hvem er det?” råbte Thorbjørn og greb ud efter en høtyv, som en af de andre stalddrenge havde brugt.
”Skrezen. Luk op.” Ypperstepræstens knirkende gammelmandsrøst var ikke til at tage fejl af, og Thorbjørn fik nogle af de andre drenge til at hjælpe sig med at løfte bommen af. Den gamle mand med det lange hår og skæg væltede nærmest gennem åbningen. Han var såret. Med hænderne presset mod den blodige plamage i højre side af underlivet ravede han ind, fulgt af bojarer, der forsøgte at hjælpe ham. Men han rev sig løs og vaklede ind bag forhænget. Kort efter kunne de høre hans rasende bøn til Swantewit om at straffe fjenderne. Det var ikke kun den gamle skrez, der var skadet. Flere af krigerne havde blodige lærredsklude om arme og ben, og snart efter begyndte sårede at blive båret ind i templet. Thorbjørn forsøgte at finde ud af, hvad der skete, men det var umuligt. Danerne var åbenbart trængt ind gennem den brændende port, og nu bølgede kampene frem og tilbage i de smalle smøger mellem borgens bygninger. Den metalliske lugt af frisk blod fik flere af hestene til at snøfte ophidset, og Thorbjørn stillede sig hen ved siden af den brune hingst for at berolige den. ”Danerne har taget Zirnitra.” Råbet sprang fra mund til mund gennem templet. Thorbjørn knugede hånden om hestens man. Kunne det virkelig være sandt, at Arkona havde mistet sin fane med den blå lindorm? Betød det så, at borgen var faldet? I det samme blev han opmærksom på den blodige skikkelse, der blev båret ind.
”Mistivoi?” Den gamle boj åbnede øjnene og fastholdt Thorbjørns blik. ”Pas på Rechiza … og Brunac.” Thorbjørn nikkede og greb hans hånd. ”Du må ikke dø, Mistivoi, hører du? Du må ikke.”
Men hånden var allerede slap. Blodet stammede fra en armbrøstpil, der var gået gennem ringbrynjen i venstre side af brystet. Tilos rustning havde været for svag. Havde Mistivoi båret sin egen brystplade af maurisk stål, havde han måske stadig været i live. Thorbjørn bøjede hovedet. Hans herre havde været en sand ridder. Ligesom Karlemagnes edssvorne mænd havde han altid forsvaret de svage og kæmpet tappert mod sine modstandere. Thorbjørn huskede den dag i Magdeburg, hvor Mistivoi var kommet ridende ind på slavemarkedet.
Forfatterens kommentarer: I Vendernes Vold er en selvstændig fortsættelse af Slægtens Offer. Den foregår ca. 70år senere, så det er nye karakterer, men ligesom Slægtens Offer foregår den på Sydfyn. Min oprindelige plan var at skrive 10 korte bind, alle med udgangspunkt på Sydfyn, hvor hver roman var et nedslag i et århundrede fra år 1000 og frem til år 2000. Men det tog alt for lang tid med hver bog, fordi researchen var så spændende, og bøgerne derfor blev alt for lange, hvis jeg også skulle nå at skrive nogle af alle de andre bøger, der ventede på at blive forløst.
I min research til Vendernes Vold har jeg brugt meget tid på at undersøge, hvordan man egentlig træner en ridderhest - det har været vildt spændende!
