Er det sandt?
Vi har op til flere kilder fra slutningen af 1100-tallet, der fortæller om, hvad der sker i Danmark og omegn, men de er langt fra enige. Gesta Danorum (Danmarks Riges Historie), skrevet af Saxo Grammaticus, handler om Danmarks historie fra oldtiden og frem. Den er i seksten bøger, og heraf er de første ni bind bygget på gamle historier og sagn, som man ikke ved om er historisk korrekte. De sidste syv omhandler personer og begivenheder, som man i store træk kan sige er historiske.
Det var biskop Absalon, der ansatte Saxo til at skrive, og derfor fremstår både biskoppen og hans fosterbror, Valdemar den Store, som heltene.
Et andet af tidens hovedværker er ”Slavekrøniken” skrevet af præsten Helmold. Den fortæller om, hvordan området syd for Østersøen blev kristnet. Han blev betalt af hertug Henrik Løve, der herskede i det meste af det vi nu kalder Nordtyskland.
I slaget om Arkona i 1168, der er en vigtig begivenhed i romanen ”I Vendernes Vold”, var kong Valdemar og hertug Henrik Løve allierede og kæmpede altså på samme side, men Helmold og Saxo beskriver kampen meget forskelligt. I Saxos udgave er biskop Absalon og kong Valdemar de bedste og braveste krigere. I Helmolds version duer danerne kun til at slås mod hinanden og er ikke noget værd i kampen. Så selv om der altså findes optegnelser fra den periode, jeg skriver om, så kan man ikke helt regne med nogen af dem.
Ligesom i bind 1, ”Slægtens Offer”, foregår en stor del af ”I Vendernes Vold” her på Sydfyn, hvor jeg bor. Vi ved ikke meget om Svendborg fra den tid - det skyldes måske, at der aldrig har været gravet ret meget under den ældste del af byen. Navnet tyder jo på, at der har været en borg engang, men der er aldrig dukket arkæologiske fund op, der tyder på det. Alligevel har jeg lagt en borg på højdedraget, hvor Vor Frue Kirke nu ligger, men har valgt, at den fortrinsvis er bygget i træ og ikke i mursten. Den slags bygninger efterlader nemlig ikke mange spor.
Jeg har forsøgt at bruge landskabet, som jeg tror, det så ud dengang, og jeg bruger flere af de navne, som vi stadig kender i dag. Vi ved, at navne på flere landsbyer i området stammer tilbage fra vikingetiden, så jeg tror også, at mange af de store gårde, har heddet det samme som i dag – især dem, hvor der indgår en eller anden form for naturbeskrivelse i navnet som Hvidkilde, Bjørnemosegård, Skovsbogård etc.
Hovedpersonerne i bogen er fuldstændig opdigtede, men konger, bisper og andre magthavere, der er omtalt, er stort set alle historiske personer. Det samme gælder de større nationale begivenheder, der finder sted i løbet af handlingen.
I bogen har jeg en enkelt gang nævnt en kniv fra slutningen af 1100-tallet, som er fundet i 1915 i Brogade, Svendborg . Du kan se den her:
http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Titel=Svendborg-knivskaft