Danerne havde altid ført krig og i nogle perioder også mod deres egne. Som regel handlede stridighederne om land eller ressourcer (fiskeret, gennemsejlingsret, jagtret, ret til at bryde salt eller metaller osv.) men i 1100- tallet kom en ny slags krig til: Korstoget.
I 1095 samlede Pave Urban d.2 alle de kristne konger og fyrster, han kunne få fat i, og erklærede, at det var de kristnes hellige pligt at erobre Jerusalem fra muslimerne. De krigsherrer og deres mænd, der fulgte hans opfordring, ville så til gengæld få eftergivet alle deres synder. Det var en ret god idé, Urban havde fået, for det havde været rigtig svært at samle de kristne under kun én pave. Lige siden den katolske kirke for alvor gik i gang med at samle de kristne, havde der været ballade. Nogle gange var der mere end én pave, fordi konger og kejsere havde udnævnt deres egne, og det var også sket, at paven måtte flygte fra Rom, fordi Den Hellige Stad blev angrebet og plyndret af kristne fyrster. Men korstogene samlede de mange konger, og frem til 1204 blev der gennemført i alt 4 store korstog mod de muslimske herskere, der regerede over ”Det hellige Land”.
Imidlertid lykkedes det aldrig rigtigt for de kristne styrker at besejre fjenden, og det sidste korstog i 1202 – 1204 endte med, at kristne styrker angreb den gamle kristne by, Konstantinopel, i stedet for at kæmpe mod de muslimske styrker!
Men Paven erklærede ikke kun krig mod muslimerne i Jerusalem. I midten af 1100-tallet opfordrede Paven også til korstog mod de vendiske stammer omkring Østersøen, der jo ikke var kristne. Det betød, at kong Valdemar den Store og hans største rival, Henrik Løve af Pommern, med Guds velsignelse kunne underlægge sig store landområder langs den sydlige Østersøkyst.
Vil du vide mere om korstog, kan du kigge her: http://da.wikipedia.org/wiki/Korstog