Landet
I 1168 er Danmark samlet under Valdemar den Store. Han bliver konge i 1157 efter 26 år med borgerkrig. Mens Svend, Knud og Valdemar har kæmpet om at blive konge, har de vendiske stammer, fra det vi dag kender som Nordtyskland og Polen, haft frit spil langs Østersøens kyster. De har angrebet danske skibe og røvet og plyndret Lolland-Falster, Det Sydfynske Ø-hav og langt op langs Jyllands og Sjællands kyster. Kong Valdemar angriber venderne, ødelægger deres byer og brænder deres marker.
Under Valdemar den Store og hans søn, Knud, oplever Danmark en opgangstid. Der bliver bygget kirker, klostre og borge og de mange arbejdere bliver lønnet med penge i stedet for med mad og husly. Mønterne fra Valdemar den Stores tid er præget med kongens stempel. Han var som regel selv på den ene side af mønten og på den anden var biskop Absalon eller et kors.
Her er et par eksempler på, hvordan mønterne kunne se ud:
http://www.danskmoent.dk/tidl2/k6h01.htm
Op igennem 1100-tallet forandrer det danske landskab sig, fordi man begynder at dyrke jorden på en ny måde. Den gamle ard-plov, der bare laver en rende i jorden, bliver udskiftet med hjulploven, der vender jorden. Det betyder, at man kan opdyrke nye områder. Samtidig lærer man også at skifte mellem afgrøderne, så jorden ikke bliver udpint. Se mere om den nye plov her: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/hjulplov/