Eventyret om Lillebit – julen 2024
1.Grev Tråhl von Brockenborg elskede guld, og han kunne ikke få nok. Hans to sønner, Kiv og Vris, bragte jævnligt rigdomme med hjem fra deres skattetogter, men greven var sikker på, at der var mere at hente.
De stakkels folk i hans rige havde snart ikke salt til et æg, men Tråhl var ligeglad. Han havde lært sine sønner godt op. Kiv var en mester i snyd og bedrag og dem, der gennemskuede ham og nægtede at betale, fik at gøre med Vris. Ham var der ingen, der turde sætte sig op imod. Han var berygtet for sin grusomhed.
Faktisk havde greven en søn mere, Lillebit, men greven regnede ham ikke. Han var dårlig til at lyve og så splejset, at ingen ville føle sig truet af ham. Hans største fornøjelse var at slippe sommerfugle fri og følge gamle damer over gaden.
En dag kort før jul kaldte grev Thråhl sine tre sønner sammen og sagde: ”Den af jer, der kommer hjem med den mest dyrebare julegave i aften, skal arve Brockenburg.”
”Det bliver mig,” sagde Kiv og sprang op på sin sorte hingst. ”Jeg rider til højre i krydset.”
”Næh nej, det bliver mig, for jeg rider til venstre!” svarede Vris og sparkede sin hvide hingst så hårdt i siden, at den blødte.
Lillebit havde ikke nogen hest, så han traskede bare afsted ud af landevejen. Da han kom til krydset, gik han lige ud. Den ene vej kunne vel være lige så god som den anden, sagde han til sig selv.
Snart efter kom han ind i Rimskoven, hvor alt var dækket af tyk, mælkehvid tåge. Han kunne ikke se mere end 3 skridt frem for sig, men han skulle jo heldigvis også kun gå et skridt ad gangen, tænkte han og gav sig til at synge. Det holdt humøret oppe.
I mellem to vers hørte han pludselig en tynd piben. Han gik efter lyden og fandt en mus, der var faldet ned i et hul. Siderne var iset til, så den ikke kunne kravle op. Han hjalp den, og da den rystede af kulde, lagde han den ind under sin trøje, så den kunne få varmen.
”Nå, lille ven, du må hellere komme hjem til din familie,” sagde han, da han igen satte den ned på jorden. Det lille dyr sprang ind mellem de rimhvide grene, men den løb ikke ret langt. Så satte den sig på bagbenene, som om den ventede på ham. ”Vil du have, jeg skal følge dig?” spurgte Lillebit. Musen nikkede og løb videre. Han trak på skuldrene. Den ene vej kunne vel være lige så god som den anden!
Snart nåede de frem til en eng. Græsset var stift af rim, og stråene knækkede, da Lillebit gik hen over det.
En svag vrinsken fik ham til at ændre retning, og han fandt et svajrygget gammelt øg, der stod under et træ. Dens man og hale var så lang og filtret, at den ikke kunne gå. ”Du har vist brug for hjælp,” sagde Lillebit. Han filtrede det lange hår ud, så hesten igen blev fri. Som tak tilbød den, at han kunne ride på den. ”Men jeg ved jo ikke, hvor jeg skal hen?” sagde Lillebit.
Hesten vrinskede bare, og Lillebit kravlede op, mens han tænkte, at den ene vej vel kunne være lige så god som den anden.
Hesten bar Lillebit hen til en stor lysning, og i samme øjeblik brød et solstrejf ned gennem rimtågen. Alting gnistrede og glimtede, og midt på pladsen stod et slot. Murene duvede frem og tilbage, som om de også var lavet at tåge. Men i samme øjeblik sollyset forsvandt, var slottet væk.
I det samme hørte han en ynkelig mjaven. En kat sad højt oppe i et træ. Den kunne nok ikke komme ned. Der var ikke andet for end at klatre op efter den, selv om det var svært, for de tilisede grene var skrøbelige som glas.
Katten spandt og borede sit hoved ind mod hans hals, da de igen var nede på jorden.
”Du skal have tak, Lillebit. Jeg vil gerne give dig en belønning. Hvad vil du have?”
Lillebit fortalte, at han var sendt af sted for at finde den mest dyrebare julegave til sin far.
I det samme brød solen for alvor gennem tågen. ”Kom med indenfor i mit palads,” sagde katten og gik hen mod tågeslottet, der nu kunne ses igen.
9.Katten viste ham bunker af guld og kostbarheder, men han kunne ikke beslutte sig. Kiv og Vris kom sandsynligvis hjem med masser af guld, som de havde snydt og truet sig til. Hvordan skulle han kunne finde noget, der overgik deres gaver?
”Hvis du virkelig vil give din far en julegave, der betyder noget, skal du give ham det her,” sagde katten, da han havde tøvet længe nok.
Katten rakte ham et gammelt, bulet vandfad. ”Fyld vand i det og vis ham det.”
Lillebit tog tøvende imod hendes gave. Var den magisk? Katten spandt bare og snoede sig om hans ben.
I det samme forsvandt solen, og han stod alene i den tykke rimtåge. Men fadet havde han stadig. Så skyndte han sig hjem, for det var ved at være sent på dagen.
Da han trådte ind i gården på Brockenborg, lå der selvfølgelig to store bunker af guld. Kiv og Vris var i fuld gang med at tæve hinanden sønder og sammen. Ingen kneb var for lave. De bed, nev, sparkede i skridtet, stak fingrene i hinandens øjne og slog så hårdt, de kunne. De var begge to smurt ind i mudder, og deres far heppede på dem for at få dem til at slås endnu vildere.
Der var ikke nogen, der lagde mærke til Lillebit. Han stod et øjeblik og kiggede på. Så fyldte han vand i baljen, og uden at spilde tog han fadet med hen til sin far. Da grev Thråhl von Brockenborg i det samme vendte sig mod sin yngste søn, mødte han sit eget spejlbillede i vandoverfladen. I det samme sprang han i tusind stykker, for trolde tåler ikke at se sig selv i øjnene. Kiv og Vris forvandlede sig samtidig til de to rotter, de rigtig var, og pilede væk for at gemme sig i skyggerne.
Forundret så Lillebit, hvordan det dystre Brockenborg forvandlede sig til et smukt slot af hvidt marmor. Det lignede faktisk det, han havde set i Rimskoven. Ud af paladset store port kom en kvinde og to piger.
”Hvor var det godt, du reddede os, Lillebit,” sagde kvinden og lagde armene om ham. ”Jeg er din mor, Joy, og det her er dine to søstre, Liv og Le. Det var os, der var musen, hesten og katten. Med din godhed har du befriet os og vores slot fra troldens forbandelse. Han tvang mig til ægteskab, fordi han troede, han kunne forvandle min glæde til guld. Men glæde kan ikke ejes. Det skal man selv skabe med smil og hjælpsomhed. Da han fandt ud af det, blev han så rasende, at han kastede trolddom på mig og dine søstre. Nu har dit varme hjerte reddet os alle sammen. Lad os invitere alle til en stor julefest på slottet for at dele med alle, at glæden er tilbage.
