5.Epilog
Her kan du læse, hvad der siden skete med de væsentlige personer i ”Slægtens Offer”. Jeg vil anbefale dig, at du først læser bogen.
Medio Glugmåned 1131
”Så er freden slut.” Bjørn lod med et suk fingrene glide ned gennem fuldskægget. ”Men vi har trods alt haft mange gode år under Kong Niels.”
Ragnhild løftede blikket fra væven og så eftertænksomt på sin mand gennem tredive år. Selv om han virkede rolig, kunne hun mærke, hvor anspændt han var.
”Er det sikkert, at det var Magnus Kongesøn, der slog Knud Lavard ihjel?”
Bjørn nikkede. ”Ja, og der er allerede sendt budstikker ud til alle Knuds frænder. Det kommer til at koste blod.”
”Hvor står du?”
Bjørn trak på skuldrene. ”På Knuds side, vil jeg tro. Udover at han er hertug i Scliaswich, har han giftet sig til en Knes-titel hos abodritterne og er ven med den tyske kejser. Hvis vi går med Magnus Kongesøn, vil de abodrittiske vendere hærge vores kyster.”
Ragnhild rejste sig og strakte ryggen. Det var hårdt at sidde så længe ved væven, men det betalte sig. Det vadmel, hun vævede, fik hendes bror, Erik, en god pris for, når han drog på handelstogt. Hun smilede svagt ved tanken om de år, hvor hun havde sejlet med sin far. Bjørn havde været med på alle høsttogterne, og samarbejdet mellem Røde Roulf og gamle Ubbe, kongsbonden fra Bjørnemosegård, havde udviklet sig til en rigtig god forretning for begge parter. Hun havde været vidt omkring: Visby, Holmgard, Hammenburg og ned langs de mange floder næsten helt til Miklaborg. Det havde været en god tid, men da Bjørn endelig tog sig sammen og spurgte, om Ragnhild ville ægte ham, havde hun ikke haft svært ved at sige farvel til livet som handelskvinde. Hun havde været spændt på, hvad Ubbe ville sige til sin søns valg, men han lo bare og sagde, at det havde Bjørn været længe om. Hendes forældre var godt tilfredse med at blive beslægtet med herredets mest betydningsfulde mand. Ragnhild havde været lidt bekymret for sin fars forretning, som hun efterhånden var en stor del af, men heldigvis var Erik, hendes yngste bror, meget interesseret. Da Roulf var blevet gammel, havde Erik overtaget skibene.
”Hører du overhovedet efter, Ragnhild?” Bjørn lagde en varm hånd på hendes skulder, og hun vendte ansigtet op imod ham. ”Nej,” sagde hun. ”Jeg var helt fortabt i erindringen. Sig det igen!”
” Hvis der bliver kaldt til leding, bliver jeg hjemme. Ubbe kan være styresmand.”
Ordene gav Ragnhild et sug i maven, og hun irettesatte sig selv i tankerne. Nu måtte hun holde op med at tænke på Ubbe som et barn. Deres ældste søn var en voksen, gift mand på snart tredive, men alligevel kunne hun stadig bekymre sig, om han nu fik mad nok og sørgede for at være varmt klædt på. Hun vænnede sig aldrig helt til tanken om, at han skulle i kamp, selv om han havde været med sin far i leding siden han var tretten år. Ligesom sin far og resten af sin slægt var han en stor og stærk mand, der var kendt for sin kampduelighed, og hans tre sønner så ud til at blive ligeså uovervindelige, når de voksede til.
Hun så efterforskende på sin mand. Hans kraftige hår var ved at blive gråt og furerne i ansigtet var dybe som hendes egne. En stærk ømhed strømmede igennem hende, og hun lagde kinden mod hans bryst, mens hun overgav sig til minderne. Hvor var det godt, hun havde fået Bjørn som ægtemand i stedet for Sote. Nu, så mange år efter kunne hun kun have ondt af den stakkels unge mand og hans forfærdelige far. Kort efter Sotes død var Asgot blevet anklaget for tinget for alle de ugerninger, han havde bedrevet under hungerårene. Han var blevet dømt fredløs, og Hvidkilde var blevet lagt ind under kronen, og overdraget til en af kong Eriks hirdmænd.
”Er du helt ligeglad med, at jeg overlader lederskabet til Ubbe?” Der var latter i Bjørns stemme. ”Du plejer da ellers altid at sige, at det er for tidligt, når jeg kræver, at han påtager sig ansvar som en voksen mand.”
Ragnhild kiggede op på ham og lo tilbage: ”Du siger, jo at han kan. Så må jeg vel tro dig.” Så lagde hun en hånd på hans kind. ”Og hvis det betyder, at min gamle mand bliver hjemme hos mig, i stedet for at kaste sig ud i kamp med sine gigtværkende lemmer, så er byttet godt nok for mig.”
”Nå, så ringe er jeg da ikke!” Han lød lidt fornærmet.
”Jo, du er. Det er vi begge to. Jeg er snart halvtreds somre, og du er ældre endnu.” Hun satte sig igen på vævebænken og begyndte at vinde garn op på skyttelen. ”Aras var herude her til formiddag,” sagde hun. ”Han ville købe tømmer. Vejstrupmanden vil bygge en kirke i Skårup,” sagde hun og så hurtigt op på Bjørn. Selv om han ikke var meget for at indrømme det, vidste hun, at han holdt nøje øje med nabostormanden, som tilhørte kong Nils´ inderkreds. Han førte sig frem på en måde, som ikke passede hendes mand, der holdt sig til gamle dyder som mådehold og ordholdenhed.
”Aras skulle være blevet på Frøssegården i stedet for at lade sig købe af hvem som helst til at bygge,” brummede han.
”Selvfølgelig skulle han ikke det,” svarede hun roligt og forsøgte at undertrykke et smil. ”Både ham og hele den nye by i vigen har nydt godt af, at han solgte gården til Hvidkildes nye ejer og blev bygmester sammen med Leif Thorsager.” Hun vendte sig mod ham. ”Og det må du hellere snart affinde dig med. Det er mere end tyve år siden, og vi fik jo vores del, da han solgte. Uden ham havde vigen ikke kunnet prale af den smukke nye stenkirke. Vores Nikolajkirke kan næsten måle sig med Knudskirken i Odensvi selv om den er mindre. Det er for resten en kirke magen til Vejstrupmanden vil bygge. Han har jo selv frådstenene i bakkerne langs åen.”
”En stenkirke! Hvem tror han, han er? Skårup er jo bare en lille landsby. Hvad er der galt med den trækirke, de allerede har?”
Ragnhild valgte at overhøre Bjørns forargede udbrud og sagde: ”Aras sagde også, at der var bud fra Nils gennem en af munkene fra Odensvi. Nils er blevet sendt til Rom igen.” Hun nikkede eftertænksomt. ”Det er langt at rejse i hans alder, men det er jo en stor ære for ham, at klostret i Sachsenland vælger at sende ham af sted.”
”Ja, man må bare håbe, at de stimænd og landevejsrøvere, der gør vejen derned usikker, ved, at munke som ham er omfattet af kirkefreden.” Bjørn lød stadig mut, og Ragnhild trak ham ned ved siden af sig på den smalle bænk.
”Du er bekymret. Jeg kan høre det i din stemme.”
Bjørn nikkede og rynkede panden. ”Det er ikke godt med det mord på Knud Lavard. Det er næsten et kongemord. Han var en betydningsfuld mand. Mange husker stadig hans far, Kong Erik Gode, som den bedste og mest lykkebringende hersker, vi har haft i mange slægtsled. Magnus Kongesøn er der ikke mange, der bryder sig om. Kong Nils er gammel, og Knud er måske den, der var mest oplagt til at efterfølge ham. Vi må bare håbe, at kongen besinder sig, og at Magnus’ udåd ikke får lov til at stå ustraffet. Knuds slægt vil kræve en umenneskelig stor bod for drabet, hvis de overhovedet vil indgå forlig. Det kan blive dyrt, hvis vi får kongekrig i landet.”
