Eventyret om Prinsesse Morgenrøde og Lindormen
Mallings forlag, 1983
Uddrag af Eventyret om Prinsesse Morgenrøde og Lindormen
Find Forfatterens kommentarer her
To eventyr.
Om prinsesser og drager,
om det gode og det onde,
om livet og døden.
Illustreret af Flemming Quist Møller
Uddrag af Prinsesse Morgenrøde og Lindormen :
Der var engang en ung, kæk konge i den Grønne Dal bag De Blå Bjerge. Hans krøllede hår var rødt som ahorn-træets blade i oktober, og hans øjne var glitrende grå som fjeldbækkens klare, rene vand. Han regerede sit rige, men han var gladest, når han kunne strejfe om i de vildsomme bjerge på jagt efter gemser og på udkig efter ørnereder.
En dag var han kommet særlig langt hjemmefra og opdagede pludselig, at han ikke kunne nå at komme hjem til slottet, inden det blev mørkt. Han fandt et sted med blødt, grønt græs og lagde sig til at sove.
Næste morgen, da han vågnede — forfrossen og kold af den klamme natteluft — besluttede han, at når han nu var kommet så langt hjemmefra, kunne han ligeså godt gå videre og se, hvor han så kom hen.
Det varede ikke længe, før han fandt ud af, at han befandt sig ved grænsen af det næste kongerige, De Uendelige Skoves Land.
Han krydsede grænsen, Den Bugtede Flod, og snart var han på vej ind i skovenes tysthed. Han kunne næsten ikke høre sine egne fodtrin, dæmpet som de blev af det mørkegrønne stjernemos og de mange års visne gran nåle.
Solens stråler gnistrede i det tætte løv og kastede levende skygger på alt i skoven. I lang tid gik han bare indad og indad, indtil han pludselig blev klar over, at solen allerede stod lavt på himlen.
Han begyndte at gå tilbage mod Den Grønne Dal, men opdagede hurtigt, at han ikke kunne finde vejen.
Alle træerne lignede hinanden, og han havde været så optaget af at se og opleve skoven, at han helt havde glemt at lægge mærke til, hvor han gik.
Da det blev mørkt, havde han endnu ikke fundet ud ad skoven. Pludselig så han en lysning mellem træerne. Hurtigt gik han derhen og opdagede en stor eng inde i skoven. Midt på engen var en sø, lysende grøn som jade, og langs kanten af søen stod dunhammere og hviskede med deres tunge, dunede hoveder. Solens allersidste stråler flettede gloende bånd med skumringens dunkel-blå dis, og ud af disen kom dansende de dejligste toner. Det var som harper, fløjter og klokkespil. En fuldendt harmoni afbilde, bløde, bristende toner. Som ud af intet, som lavet af tågens lette slør, så han pludselig en ung pige, der dansede over engen.
Hendes fødder rørte knap nok jorden, hendes ravn sorte hår svajede efter hende, og hendes læber var røde som tyttebærrene om høsten. Den Unge konge var betaget. Han gik hen imod hende. Hun åbnede øjnene og han så, de var dybe og grønne som selve søen. I en evighed dansede de sammen under månens blege lys - lige indtil morgenrødmen nænsomt vækkede den sovende himmel.
Da så den unge pige kongen dybt i øjnene, smøg sig ud af hans arme og løb ned mod søen. Men den unge konge ville ikke lade hende slippe og løb efter hende. Hun løb ud i søen og dykkede ned under de brede åkandeblade, og han fulgte efter hende.
Han mærkede, hvordan det kolde vand lukkede sig over ham; hvordan hans lunger var ved at sprænges, og
det susede for ørerne, men han tænkte: »Aldrig, aldrig lader jeg hende slippe fra mig. Jeg vil hellere dø, end leve uden hende!«
Dette var den første bog, jeg fik udgivet, men ikke de første eventyr, jeg skrev.
Historien om, hvordan min første bog blev udgivet er i øvrigt lidt speciel.
Siden jeg var en tretten-fjorten år har jeg regelmæssigt skrevet både digte og eventyragtige fortællinger, og for mig var det næsten en måde at føre dagbog på.
Når jeg begyndte at skrive om de følelser og stemninger, der fyldte mig, blev det på en eller anden måde ofte til en historie eller et digt.
Som ung kvinde i starten af tyverne var det stadig sådan, og en af historierne, Eventyret om Livstræerne, var jeg blevet rigtig glad for og havde derfor lyst til at høre en andens mening om den.
Derfor henvendte jeg mig til en god bekendt, der var bibliotekar og bad hende læse eventyret.
Jeg vidste, at hun også arbejdede som konsulent for et børnebogsforlag, og jeg gjorde derfor meget ud af at sige til hende, at jeg ikke var interesseret i at få teksten udgivet.
Hun var imidlertid så begejstret, at hun trods aftalen viste min historie til forlæggeren, der spurgte om han måtte udgive den. Først var jeg ikke særlig positiv. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville have alle mulige andre mennesker til at læse min historie.
Men smigret var jeg selvfølgelig også, og jeg lavede en aftale med forlæggeren om, at jeg ville prøve at skrive et eventyr mere. Kunne han også lide det og ville udgive det, var det i orden med mig.
Så skrev jeg ”Prinsesse Morgenrøde og Lindormen,” og blev på den måde – nærmest på trods - forfatter!
Men det har jeg nu aldrig fortrudt.
