Havenisserne flytter ind
Tekstprøve.
»Æææble!!« Knort råbte så højt, han kunne. Så tog han tilløb,
spurtede hen ad grenen og greb fat med hænderne om den
tynde kvist, som frugten hang ned fra. Med et velrettet spark
sendte han det store æble i en fin bue gennem luften, og et
øjeblik efter hørte han Pindsvins tilfredse grynt. Han kiggede
ned og så, at frugten som planlagt var blevet spiddet på pindsvinets strittende pigge.
Knort dinglede frem og tilbage et øjeblik, før han trak knæene op til brystet.
Med en hurtig bevægelse slog han benene rundt om kvisten. Så slap han med
hænderne og hang med hovedet nedad.
»Jubiii, hele verden vender på hovedet! Er du ikke bange for
at falde ned, Pindsvin? Det ser ud, som om du hænger med
benene opad,« grinede han. Pindsvin svarede ikke. Han havde
travlt med at smaske æblet i sig. Han havde ikke andet end mad
i hovedet, for snart ville kulden komme. Der gjaldt det om at
blive tyk og fed, så han med sindsro kunne lægge sig til at sove,
indtil det igen blev forår.
»Kan du så komme ned, Knort! Det er alt for farligt.« Det
var Persille, Knorts storesøster, der råbte. Hun havde åbenbart
hørt ham og var kommet ud fra havenissernes bolig nederst i
æbletræets hule stamme.
Knort gad ikke svare. Persille troede, at hun skulle bestemme
alting, bare fordi hun var ældst.
»Hørte du ikke, hvad jeg sagde?« Hun lød forpustet, for hun
havde skyndt sig op i toppen af træet.
Med hinanden i hånden kurede Persille og
Knort ned til grenkløften, hvor de tre store grene, der dannede
æbletræets krone, mødtes. Hurtigt skubbede de to havenisser
en lille mospude til side og lod sig glide ned gennem hullet,
der var gemt nedenunder. De trak omhyggeligt mosset på plads
igen, så ingen kunne se den øverste indgang til deres hule.
Rebstigen, der var lavet af tørret, flettet græs og små stykker
træ, førte ned til bunden af den hule stamme. Her sad Bedste
midt i deres lille, hyggelige hjem. Rundingen mellem to rodarme var foret
med dejligt, blødt græs, og hun var som sædvanlig i gang med sit strikketøj.
Hver gang, der havde været katteslagsmål, samlede hun alle pelstotterne sammen
og snoede det fineste, blødeste garn af hårene. Hun sørgede for, at både
hun og hendes børnebørn havde dejlige varme sokker, huer,
trøjer, bukser og kjoler.
Midt i hulen stod en omvendt urtepotte som bord. Rundt
om det stod skamler lavet af klodser, små papæsker og andet,
ud af øjenkrogen. Hun stod inde på den tykke gren, hvor hun
var i sikkerhed. Han vidste, at hun ikke brød sig ret meget om
at komme højt op. Hun mente, at nisser hørte til på jorden.
Knort gyngede lidt frem og tilbage, mens han stadig hang i
knæhaserne. »Næh, det gjorde jeg vist ikke.«
Han skottede hurtigt hen til hende, men så væk igen med
det samme. Hun havde sat hænderne i hoften, og hun var helt
rød i hovedet af vrede. »Du ved udmærket godt, at du ikke må
være så dumdristig. Bedste vil ikke have det, og …«
Knort trak sig op, så han nu sad på den tynde kvist, der bøjede faretruende.
»Men jeg hjalp jo bare Pindsvin. Bedste siger, at vi skal hjælpe hinanden,« sagde han og lo drillende.
»Jo, men ikke hvis du selv kommer galt afsted.« Persille
fangede hans blik. Hendes øjne var triste, og han vidste godt,
hvad hun tænkte på. I sommer havde de mistet både deres far
og mor, så nu var det kun Persille, Kærne og ham selv, der boede sammen med Bedste i Brede Æbletræ. Knækhår og Svingvom, de to katte fra Det Røde Hus, som haven hørte til, havde
spist deres forældre.
Forfatterens kommentarer: I 2015 kom der pludselig rigtig mange flygtninge til Danmark. De kom især fra Syrien, hvor der var en voldsom borgerkrig. Jeg ville gerne være med til at hjælpe dem og derfor skrev jeg bogen om Havenisserne, der først og fremmest er en dejlig julebog i 24 kapitler, men som også handler om, at vi skal hjælpe hinanden, uanset hvem vi er og hvor vi kommer fra. Sammen med forlaget Høst&Søn udgav jeg den og både forlaget og jeg gav hele overskuddet til Dansk Flygtningehjælp, så de kunne bruge pengene til at hjælpe de mange mennesker, de rhavde brug for mad og ly.
