Hullerikkerne fra Syvstammetræet
Bind 1, 2, 3 og 4 om Hullerikkerne fra Syvstammetræet.
Læs forfatterens kommentarer her
Illustreret af Claus Rye Schierbeck
Bind 2: Lynild og Ormehug. (SOMMER)
Bind 3: Vingesus og Odderplask (EFTERÅR)
Bind 4: Rævehørm og Sejrshyl (VINTER)
Bind 1: Heltemod og Kragelort (FORÅR):
Swisshh sagde det og lidt efter gadung, da Birk først gled hele vejen ned af den dugvåde træstamme og derefter ramte bagvæggen i Asks hule.
”Øh, hvad laver du her?” spurgte Ask søvnigt og satte sig op med hår, der strittede til alle sider. Det fik ham til at ligne et kampklart pindsvin. Den store valnøddeskal, som han sov i, var tydeligvis alt for lille til ham. Benene hang langt ud over kanten, og der var slet ikke plads til hans overkrop og hoved, som han i stedet hvilede på en opstablet bunke af småsten med en mosmåtte over.
Birk forsøgte at vikle sig ud af alle de mange mærkelige sager, som han var blevet filtret ind i, da han gled ned gennem hullet til Asks lille hule. Der var vidjer fra kaprifolier og snerler, skaller fra de sidste mange bognødder, han havde spist, fjer bundet sammen på forskellige måder, for Ask var sikker på, at det kunne lade sig gøre at flyve, hvis han bare fik regnet det rigtigt ud.
”De er kommet,” fik Birk endelig sagt. ”Jeg så det selv. Der lå en kæmpeklat lige uden for mit hul.” Han tog fat i sin ven for at få ham ud ad sengen, men Ask glippede søvnigt med øjnene. Han ville helt klart hellere sove.
”Det er midt om natten,” stønnede han. I forsøget på at trække sig fri af Birks greb kastede han sig hårdt tilbage i sengen. Krakk sagde det, da valnøddeskalssengen knækkede over i to.
”Åh for femhundrede fladmaste fluefødder! Jeg betalte musene i dyre domme for den her seng. De fik to favnfulde saftige bognødder for den. Den burde kunne holde i hvert fald fem somre, sagde de.”
”Den er alligevel alt for lille til dig,” sagde Birk og forsøgte igen at hive Ask op, men han slog hans hænder væk.
”Hvad ved du om det?” Ask kravlede møjsommeligt ud ad den knuste skal. Han betragtede mismodigt skaden, men før han nåede at beslutte sig til, hvad han skulle gøre med ødelæggelserne, trak Birk ham med op af det lille hul i stammen.
”Hør selv!” hviskede Birk ophidset. Ask rynkede panden og satte fornærmet hænderne i siden. ”Jeg går ud fra, at du hentyder til nattergalen i buskadset ved bækken, og droslen, der larmer uhyrligt for at forsvare sit redeområde henne i birkeskoven.” Han kiggede misbilligende på Birk. ”Har du vækket mig, for at jeg skal gætte fuglestemmer her kort før daggry, hvor enhver hullerik med respekt for sig selv burde sove på sit grønne øre. Helt ærligt …”
Mere nåede han ikke at sige, før Birk trak to store totter mos ud af øret på ham. ”Det er da klart, du ikke kan høre noget, når du har stoppet ørene til med mos.” Birk lagde armene over kors og så hidsigt på sin ven.
”Jamen, spætten larmede helt utroligt i går aftes,” indvendte Ask, men blev pludselig helt stille. Hans ører drejede sig langsomt imod en fjern skræppen. ”Krager!” hviskede han og stirrede på Birk med øjnene spilet helt op.
Birk nikkede. ”Ja, tæt på vores træ, og jeg tror selveste Kragekongen er med.” Ivrigt trak han Ask et lille stykke op ad stammen, hvor hans eget hul var. ”Se,” sagde han og pegede på en stor grå-hvidlig klat lige foran indgangen. ”Ligner det ikke grangiveligt en kragekongelort?”
Ask lagde sig på knæ og studerede fugleklatten nøjere. ”Det er ikke umuligt,” mumlede han. ”I hvert fald er det en rimelig solid klat, meget større end almindelige fuglelorte.” Han så på Birk og undertrykte en fnisen. ”Godt, du ikke lige stak hovedet ud på det tidspunkt. Så ville du være druknet i en krageklat.”
”Men jeg hørte den. Splaff! Det var derfor, jeg vågnede.” Birk trak sin tornestav ud af bæltet. ”Lad os gå op og jage dem væk.” Paw! Slam! Donk! Han viftede voldsomt med sin stav. ”Kom bare an I elendige kragekrapyl! Nu er jeres dødstime kommet. I har mødt jeres overmand!”
Han sprang rundt som en græshoppe og skulle lige til at sætte ind med dødsstødet overfor den knast, som han havde udvalgt til at være Kragekongen, da Ask greb ham i armen. ”Ssh, du vækker Ella.”
Men advarslen kom for sent. Fra det øverste hul i den fjerde stamme stak et lille krøllet hoved ud, og et øjeblik efter kom træets yngste hullerik springende ned mod de to drenge.
”Jeg vil også med i krig mod Kragekongen,” sagde hun og boksede ud i luften.
”Du er en pige,” sagde Birk, som om det forklarede alt.
Ella satte hænderne i siden: ”Og hvad så? Derfor kan jeg vel godt gå i kragekrig. Se selv.” Hun hev en lille bitte tornekæp op ad bæltet.
Birk slog sig for panden og stønnede: ”Den der kan ikke bruges til noget som helst! Der er én torn på, og den er så blød som en pilekvist.” Han vendte sig mod Ask. ”Kom, lad os skynde os op i toppen og forsvare træet, så de elendige fjerkræ ikke sætter sig og overskider det hele. Når vi har gjort det, fortæller vi det til Tjørn, og så kan det være, han endelig forstår, at det faktisk burde være os, der forsvarer Syvstammetræet. Vi er lige så stærke og modige som Eg.”
Bind 2: Lynild og Ormehug.
Den bragende lyd af tordenskraldet sendte hende flyvende ind gennem den lille åbning i stammen til Asks hule, som lå mere beskyttet tættere på jorden. Hun væltede ham nærmest, for han sad i indgangen og råbte så højt, han kunne, hver gang et tordenskrald drønede gennem skoven.»Hold op, hold op!« skreg Ella. »Det larmer nok i forvejen.«
»Det er da det, der er det gode ved det,« sagde han og forsøgte at overdøve lynene og den buldrende torden, der kom nærmere og nærmere. »I sådan et vejr kan man få sagt alt det, man ellers aldrig siger. Ingen kan høre det.«
Han grinede tilfreds,
og da det næste skrald eksploderede næsten over deres hoveder, hylede han: »Eg og Egon er nogle elendige erriterende ækle edderkopper!«
»Det hedder da i – rriterende,« indvendte Ella. Ask trak på skuldrene og prøvede at råbe højere end det næste tordenskrald.
»Det er da lige meget. Det lyder bedre med erriterende.«
Så fortsatte han med at finde på nye fornærmelser: »Tjørn er en tøset tørvetriller tumpe!«
Han nåede ikke at blive helt færdig, før tordenskraldet holdt op, men forhåbentlig hørte Syvstammetræets
ældste hullerik, Tjørn, det ikke.
I det samme blev himlen splintret af et kæmpelyn. Lyset var så skarpt, at både Ask og Ella var blindede for et øjeblik, og da de igen kunne se, stod Birk lige foran åbningen. Han havde et begejstret udtryk i øjnene, da han maste sig ind i det nu ret
trange hul.
»Det går galt. Jeg kan mærke det. Der sker et eller andet helt ufatteligt,« sagde han ivrigt.
»Hvor kommer du fra?« Ella så forundret på ham. »Lige før var du her ikke, og nu står du her.
Kan du trylle?«Birk værdigede hende ikke noget svar, men fortsatte med at tale til Ask.
»Så du det lyn, der lige var her? Det oplyste hele skoven. Træerne så ud som skeletter. Alle farverne forsvandt.
Det er det bedste tordenvejr, vi nogensinde har haft.«
Lyn og bulder kom næsten samtidigt, og Ask og Birk gav sig til at udfordre hinanden på hvem, der kunne hyle højest, når tordenskraldene smældede gennem luften.
»Whiiiii! « Ellas gennemtrængende stemme overdøvede både Ask og Birk og tordenbuldren, da hun vredt stampede i gulvet. »Hold så op! Kan I slet ikke forstå, at det er farligt?
Jeg er bange.«
Bind 3: Vingesus og Odderplask
”Aaaalllle hullleriiikkkker i Syvstammetræææet! Saaamling!” Tjørns brægende stemme lød nede fra træets fod.
”Hvorfor kalder det gamle, gnavne græskar?” Birk kiggede forundret på de to andre.
”Efterår,” sukkede Ask. ”Vi skal sikkert hjælpe med at samle forråd.”
Birk stønnede opgivende. ”Jamen, det har vi da ikke tid til. Vi skal jo udføre heltedåd, og …”
Ask rystede beklagende på hovedet. ”Der er vist ingen vej udenom. Vi vil jo også gerne have noget at spise til vinter.” Han begyndte at klatre ned, men standsede, da han opdagede, at Birk og Ella ikke fulgte efter.
”Kunne vi ikke tage på en lille heltetur først og så bagefter …,” forsøgte Birk.
”Bare lige ned til bækken for at se, om der er is på. Måske er nogen faldet igennem og har brug for hjælp,” bad Ella.
Ask kiggede ned, hvor Hylde og Hassel allerede stod ved træets fod og ventede sammen med Tjørn. Hans blik blev fanget af en solstråle, der spejlede sig i en fordybning mellem to af stammerne lige nedenunder, hvor han stod.
”Hvis I vil se is, kan I bare kravle derned,” sagde Ask og pegede på den lille vandpyt, der altid samlede sig i hulrummet efter regnvejr. Nu havde frosten lagt et blankt låg over vandet.
Birk pilede ned ad stammen og slog med sin tjørnekæp på isen. ”Øj, kan man gå ud på det?”
”Nej, det er alt for tyndt,” svarede Ask.
”Men hvis man nu ikke vejede ret meget, så kunne man måske godt,” fortsatte Birk og satte forsigtigt foden ud. En let knirken fik ham til hurtigt at trække benet tilbage.
”Det skal fryse i længere tid, før isen er tyk nok,” svarede Ask, men kunne heller ikke lade være med at trykke let på den isdækkede overflade med den ene fod.
”Den kunne sikkert godt holde til dig, Ella.” Birk kiggede eftertænksomt på den mindste af hullerikkerne.
”I har sandelig ikke tid til at lege nu. Der er brug for alle til at samle forråd. Det gælder om at udnytte det gode vejr,” råbte Eg, der passerede dem i fuldt firspring på ryggen af Egon Egern.
”Vi må hellere gå ned,” sagde Ask og kravlede efter Eg og Egon.
Tilbage til toppen
”Hvor er Birk og Ella?” spurgte Tjørn strengt, da Ask sluttede sig til den lille flok ved foden af træet.
Ask kiggede op. Han troede, de var lige bag ved ham.
”Knæææææk! Plassk!” Lyden kom oppe fra grenkløften og umiddelbart efter hørtes: ”Whiiiiii !” Ellas gennemtrængende stemme var ikke til at tage fejl af. Især ikke da hun fortsatte: ” Dumme, dumme, dumme, dumme, dumme Birk!”
”Jeg henter dem lige.” Ask ventede ikke på Tjørns svar, før han igen pilede op ad stammen i retning af lyden. Da han nåede frem, så han Ella sidde i vand til livet. Den tynde is var knækket, og hun var gået igennem.
”Hihihi, du skulle have set det!” klukkede Birk. ”Først fjumsede hun rundt for at holde balancen, og så gik hun på numsen med et ordentligt brag. Isen brast, og hun faldt, åh, åh. Det var fantastisk og …” Han holdt sig på maven af grin.
Ask nåede lige at få fat i Ella, der rasende sprang hen imod Birk for at sætte tænderne i ham.
”Whiii, det var ham, der sagde, at isen sagtens kunne holde til mig. Du bliver aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogen helt. Din dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dum …”
”I bliver nødt til at komme ned. De andre venter på jer.” Ask begyndte at trække Ella med ned ad stammen.
Plisk, plask, dryppelyp! Ella vendte sig under bunken af bløde dun, der holdt hende varm under vintersøvnen. Stadig sovende borede hun hovedet længere ned i mospuden for at holde den irriterende lyd ude. Men den blev ved: drippe, dryppe, drippe, dryppe!
Til sidst satte hun sig søvndrukkent op.
”Auuu,” stønnede hun, da hun stødte ind i noget hårdt, spidst og koldt, der åbenbart hang lige over hendes seng. Hun forsøgte at åbne øjnene for at se, hvad det var, men det føltes, som om de var helt klistret sammen. Selv om hun havde været vågen et par gange i løbet af vinteren for at spise, så var det ikke sulten, der havde vækket hende nu, og hendes krop ville bare sove videre, indtil det blev forår. Det var ligesom den trak hende ned mod madrassen igen, og hun kunne ikke andet end at lade sig falde bagover.
Knææk! Noget stort og spidst ramte lige mellem hendes ben, og med et vræl sprang hun ud på gulvet.
”Wheehee!” Hendes rasende hyl kunne næsten ikke være i den lille hule, og hun satte selv hænderne for ørene, samtidig med at hun tvang sine søvntunge øjne op.
Spidsen fra en smeltende istap havde boret sig ned i madrassen næsten lige der, hvor hun havde ligget for et lille øjeblik siden. Lyset fra de smalle solstriber, der fandt vej gennem utæthederne i barken, fik resten af den store istap, der stadig hang fast i loftet, til at glitre. Med en stønnen hev hun den kolde spids op af sin bløde mosmadras og skubbede sengen til side, så hun slap for drypperiet, inden hun igen kravlede ind under dunbunken. Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle hente noget mad nu, hvor hun alligevel var vågen, men hun var for søvnig.
Flere af dunene var blevet klamme af smeltevandet, og hun rullede sig sammen som en lille kugle for at holde varmen.
”Tsk, tsk, tsk, gå med dig! Væk, væk, væk,” lød det højt udenfor.
Ella stønnede. Kunne man da ikke få ro til at sove?
”Hvad mener du? Det er da min rede, og …”
Det var Egon Egern, der talte. Den anden stemme kendte hun ikke.
”Ikke mere. Nu er det min. Smut med dig, ellers …” En lav hvæsen efterfulgte de sidste ord.
”Det kan du da ikke. Det er min rede. Tsk, tsk, tsk! Syvstammetræet er mit område, at du ved det, og …
Hvem var det Egon snakkede med?
Forfatterens kommentarer:
Jeg har altid været fascineret af børn i alderen 4 til 12 år. Mange af dem, især drengene, er de rene projektmagere og opdagelsesrejsende, der uden at se sig tilbage kaster sig over den ene fantastiske opgave efter den anden. Hvad enten de graver i flere dage i baghaven for at finde en guldskat, går i gang med et eller andet utroligt forretningsprojekt, der skal gøre dem rige indenfor ganske kort tid, eller begiver sig ud på en ”walk-about”, der kan få de fleste forældre til at svede af skræk, så gør de det med en selvtillid og optimisme, der bare er helt suveræn! Desværre er der mange af de her børn, der kommer til at opleve skolen som en snærende spændetrøje, fordi den underliggende dagsorden i de fleste skolesammenhænge jo er, at de skal lære at sidde stille, høre efter hvad læreren siger og gøre det, som de får besked på. Jeg ved godt, at det skal man også lære, men bøgerne om Hullerikkerne fra Syvstammetræet er min hilsen og håndslag til alle de nysgerrige opdagelsesrejsende, forskere og iværksættere i alderen 4-12. God læselyst!
