Eventyret om Hundredskind . Fra Bind 2, del 1
Der var engang en kraftfuld troldmand, der søgte efter en hustru. Han søgte i hele verden for at finde den, han ville have, og endelig fandt han hende. Hun var smuk som solopgangen med gyldent hår, der nåede til jorden, og øjne så blå som høsthimlen.
Snart fik de en datter. Hun slægtede sin mor på og ligesom hende var hun god som dagen er lang.
Sammen var de to troldmandens store glæde og hver dag forløb som en fest.
Da pigen blev ti somre, fik hun en lille hvid hund af sin mor. Hun blev meget glad for det lille dyr. Hele dagen legede de sammen, og om natten sov hunden på tæppet foran hendes seng.
Da pigen nåede skels år og alder, blev hendes mor pludselig syg.
Troldmanden, der var vant til at beherske stærke dæmoner, gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at helbrede hende, men det lykkedes ikke.
Rasende over sin elskedes død forsøgte troldmanden alle former for magi for at komme sig over sin sorg. Han spiste og sov ikke og forsømte sin datter, der dog heldigvis havde den lille hvide hund.
Men en nat vågnede hun ved at hunden gøede voldsomt. Da hun slog øjnene op, stod hendes far bøjet over hende. Hans blik lyste vanvittigt, da han råbte: ”Du skal dø. Dit hjerte vil kunne bringe min elskede tilbage til livet.”
I det samme bed hunden ham hårdt i benet. Det gav pigen mulighed for at flygte, og hun sprang ud af huset og ind i de mørke skove uden andet på end sin særk.
Uden mål og med vandrede hun om dagen dybere og dybere ind mellem træerne. Om natten sov hun sammenkrøbet som et lille dyr under en busk. Hun fik hverken vådt eller tørt, og det var, som om hendes hjerte var bristet i tusind små stykker.
Dyrene i skoven fik medlidenhed med hende og gav hver et lille stykke af deres pels, så hun fik en kappe lavet af hundrede skind, som kunne skærme hende mod kulden. De førte hende til en kildesø, der aldrig frøs til, og bragte hende bær og nødder at spise. Sommer, høst, vinter og vår tilbragte hun som et dyr ved bredden af søen.
En dag hørte hun jagthorn og hundeglammen. Næsten i samme øjeblik brød et helt kobbel hunde gennem buskadset ned til søen. Forskrækket sprang pigen op i det nærmeste træ, der havde grene langt ud over vandet
Hundene kunne lugte hende og blev stående under træet og gøede, og da en af jægerne nåede frem, kiggede han op. Det eneste, han kunne se, var en stor, uformelig klump pels.
Et øjeblik efter dukkede en mand mere op.
”Hundene har jaget et sært stykke vildt op, min prins, lad os skyde det,” sagde den første mand og lagde en pil på sin bue.
Pigen kunne ikke lade være med at strække hals for at se prinsen tydeligere. I det samme fik han øje på hendes spejlbillede i søens blanke vand. Han blev straks forelsket i hendes kønne ansigt og sagde til sin jæger: ”Nej, hold inde, det er ikke et dyr, men et menneske.”
Han gik hen under træet. ”Kom bare ned. Vi vil dig ikke noget ondt,” sagde han.
Pigen svøbte kappen tæt om sig og lod hætten dække sit ansigt, da hun kravlede ned.
”Hvem er du og hvorfor opholder du dig her i min skov?” spurgte den unge mand.
Pigen ville svare, men opdagede at hun ikke længere kunne få et ord frem. Skårene fra det bristede hjerte klirrede så højt mod hinanden, at hun ikke kunne tale og hun gemte ansigtet i sine hænder..
Men prinsen var en god mand og sagde til sine folk: ”Jeg ved ikke, hvor denne pige kommer fra eller hvorfor hun opholder sig her, men uanset om hun vil fortælle mig, hvem hun er eller ej, har jeg fattet kærlighed til hende. Jeg vil tage hende med hjem til mit slot.
Forsigtigt for ikke at skræmme hende, bragte de hende tilbage til prinsens slot, hvor hun blev iført smukke kjoler og sad til bords med sølvbestik. Hver dag forsøgte prinsen at få hende til at fortælle, hvem hun var og hvor hun kom fra, og hun ønskede mere end noget andet, at hun kunne svare ham, men hver gang hun ville sige noget, var det som om ordene fór vild i det bristede hjerte.
Prinsen elskede hende alligevel. Hendes skønhed og gode væsen kunne han jo se og mærke, og da han opdagede, at hun holdt af dyr, forærede han hende kaniner og fugle, der sang smukt.
En dag red han forbi et lille hus. Udenfor lå en hund med hvalpe. Den mindste af dem var hvid, og han bad konen, der ejede hunden, om han måtte få den til sin hustru. Hun gav ham den i en lille kurv, som han overrakte til den unge pige, da han kom hjem.
Hun åbnede låget og ud sprang den lille hvide hund. Idet hvalpen sprang op på hendes skød, brast hun i gråd. Forskrækket ville prinsen tage hunden fra hende, men hun trykkede den ind mod sit hjerte og rystede voldsomt på hovedet. Han lod hende da beholde den, og hun græd uafbrudt i tre dage og tre nætter.
Den fjerde dags morgen gik hun ind til ham med hunden ved sin side. Hendes øjne var røde og ophovnede af den megen gråd, men der var et lykkeligt smil på hendes ansigt.
”Tak fordi du bragte mig hunden,” sagde hun. ”Den har helet mit hjerte, så jeg nu kan fortælle dig min historie.”
Og prinsen lyttede i stilhed, mens hun berettede om sin lykkelige barndom og det forfærdelige, der siden hændte hende. Da hun var færdig med sin fortælling, sagde prinsen. ”Nu forstår jeg hvorfor, du har ikke har kunnet svare på mine spørgsmål.”
Den lille hund slikkede hans hustrus hænder, og hun sagde: ”Mit hjerte var bristet, men da du gav mig den lille hund blev de skønne minder fra min barndom bragt tilbage, og gav mig kraft til at mindes og græde mit knuste hjerte sammen igen.”
Prinsen omfavnede hende glad, og de levede lykkeligt til deres dages ende.
