Kirken
Omkring 965 rejste Harald Blåtand en sten i Jelling, hvorpå der stod, at han gjorde danerne kristne.
(Se mere om Jellingstenene her: http://www.fortidensjelling.dk/jelling5.htm )
Formodentlig har der allerede været mange kristne i Danmark på det tidspunkt, men det har nok været en anden slags kristendom, der måske mere lignede den tro, der allerede fandtes. Nogen mener, at den første slags kristendom, der kom til Danmark, var inspireret af den måde, de var kristne i Irland. Andre at der kom kristne påvirkninger både fra Irland, fra den centrale del af Europa og fra den østlige kirke, der var underlagt patriarken i Konstantinopel frem for paven i Rom. Under alle omstændigheder var der en del kamp frem til omkring år 1200 om, hvad der var den rigtige form for kristendom. Den katolske kirke, hvis meget effektive centralstyrede system var vokset ud af det smuldrende Romerrige, var dem, der på det tidspunkt gik af med sejren i stort set hele Europa. Formodentlig er det altså den katolske kirke, som Harald Blåtand bekender sig til, og det har sikkert været en god ide´ for at holde sig gode venner med den tyske kejser Otto den Store.
Men danskerne var ikke så tro overfor den katolske kirke, og flere gange fra 965 og frem til 1100 klagede ærkebispen af Bremen over danske kongers frafald fra ”den rette tro”. Derfor var kirken ekstra glad for kong Knud, fordi han arbejdede for at give kirken den samme indflydelse på lovgivningen og pengestrømmen som i andre lande i Europa. Da kongen så oven i købet blev slået ihjel foran alteret i Albani Kirke, betragtede de ham som en hellig mand, der havde givet sit liv for troen – og en national helgen kunne man altid bruge!
Den eneste, der overlevede angrebet i Albani Kirke, var Knuds bror, Erik, der blev konge efter Oluf. Han har formodentlig haft en hel del at gøre med, at Knuds lig i 1095 blev taget op af sin kiste, for at hans knogler kunne blive ”ildprøvet”. Helliggørelsen af Knud blev muligvis årsag til at Oluf, der ikke havde hævnet sin myrdede bror, afsagde sig tronen til fordel for Erik. Senere rejste Erik til paven for at få helgenkåret sin bror. Det lykkedes i 1101, og kongeslægten havde nu noget, ingen andre danske slægter kunne prale af på det tidspunkt: En helgen!