Josefine Ottesen fortæller H.C.Andersen
H.C. Andersen behøver nok ikke nærmere præsentation og denne samling, nænsomt genskrevet af Josefine Ottesen, indeholder nogle af hans mest elskede eventyr.
Bagsidetekst: ”Det, der gør H.C. Andersen til noget særligt, er, at han skriver, så man kan se det for sig og mærke det helt ind i hjertet. Man bliver klogere af hans historier, fordi de handler om det, der er vigtigt.
Det er grunden til, at Josefine Ottesen altid har elsket H.C.Andersens eventyr. Og derfor har hun samlet de eventyr, hun holder allermest af, og genfortalt dem i en nænsom sproglig bearbejdning, der gør historierne lettere at forstå for børn.
Bogen indeholder ti af H.C.Andersens bedste og mest kendte eventyr, blandt andet Fyrtøjet, Tommelise, Kejserens nye klæder, Nattergalen, Den grimme ælling og Prinsessen på ærten.
Bogen er smukt illustreret med søde og klassiske illustrationer af Birde Poulsen.
Forfatterens kommentarer: Som barn brød jeg mig ikke om H.C Andersens eventyr. Jeg synes, de var skræmmende og helt umulige at læse selv på grund af det gammeldags sprog. Efterhånden som jeg blev ældre, lærte jeg at sætte mere pris på dem, og da jeg begyndte at skrive selv var det i begyndelsen små eventyr og fabler som jeg kan se nu var meget inspireret af H.C Andersens evne til at bruge eventyrformlen som afsender af vigtige og vedkommende historier om at være menneske. Jeg er vendt tilbage til hans eventyr igen og igen og har længe haft lyst til at gøre dem tilgængelige for moderne børn og deres forældre. Jeg er derfor meget glad for, at jeg har fået muligheden for at genskrive fortællingerne i et mere tidssvarende sprog, så børn også selv kan læse dem.
PS. Jeg har primært sat punktummer og vendt ordstillinger – det er stadig ægte HCA 😊